Praktisk løssluppenhed i Tokyo
Oplevelse: Mazda og Toyota klar med kække sportsvogne på Tokyo Motorshow, hvor selv Mercedes drister sig til at vise konceptet på en bybus.
En stribe festlige fantasifostre på fire hjul og en lang række ret konkrete konceptbiler.
Det er billedet af årets store motorshow i Tokyo, hvor de japanske bilfabrikker – og enkelte europæiske – ruller hele det store arsenal ud.
En af øjefangerne er den strømlinede og graciøse Mazda RX-Vision sportsvogn. Her vender Mazda tilbage til rødderne med et nyudviklet bud på Wankelmotoren, som i sin tid var med til at sætte modeller som RX7 og RX9 på landkortet.
Faktisk var det japanske mærke klar med en Wankelmotor allerede i 1967 i modellen Cosmo Sport 110S, og den fulgte i flere modeller gennem de følgende år, hvor NSU med RO80 og Citroën med en Wankelmotor i GS dog trak følehornene til sig.
I den baghjulstrukne RX Vision har Mazda arbejdet videre med fabrikkens Skyactive-teknologi, hvor man bruger ændret kompression i forhold til normale motorer. Og det er ikke usandsynligt, at konceptet kan gå i produktion.
Kan sende beskeder
Det samme er tilfældet for Nissans IDS Concept, som giver et kraftigt fingerpeg om den næste generation af elbilen, Leaf, der kommer i 2017. IDS har ifølge fabrikken rækkevidde til langdistancekørsel – hvilket tyder på mere end de nuværende 250 km – og byder på en række nyskabelser. Blandt andet flere selvkørende funktioner, som kommunikerer med andre biler, og en funktion med sikkerhedsafstand hele vejen rundt om bilen, der advarer, hvis cyklister og fodgængere kommer for tæt på. Føreren kan med signaltavler på bilen sende direkte beskeder til dem.
Nissan viser også den skotøjsæskeformede Teatro Days Concept, som er designet til den unge generation, der nærmest bruger bilen som en slags rullende spillekonsol.
Her er interiøret helt sterilt med store skærme, som designes individuelt af fører og passagerer. Når bilen holder stille, kan de komfortable sæder drejes rundt, og Teatro Days Concept er så pludselig blevet til en stor spillemaskine.
Brintdrevet Lexus
I den mere jordnære, men eksklusive afdeling er Toyota klar med den pompøse Lexus LF-FC Concept, som viser et godt bud på den næste generation af topmodellen, LS, der konkurrerer mod Mercedes S-klasse, BMW 7-serie og Audi A8.
Konceptet byder bl.a. på en avanceret instrumentering, der kan betjenes med håndbevægelser uden berøring og en brændselscellemotor.
Toyota viser også den vævre konceptsportsvogn, S-FR, som kunne være en oplagt Mazda MX-5-konkurrent. Den er angiveligt udstyret med en 1,5-liters benzinmotor på omkring 128 hk.
Den lille bil har frontmotor, baghjulstræk og et bobleagtigt tag. Det er uvist, om S-FR kommer i produktion. Men modellen viser, at mærket trods ofte søvndyssende hverdagsdesign, stadig kan sprudle i stil med dengang, vi så modeller som MR2 og den første RAV4.
Tyskerne prøver dog også at gøre opmærksom på sig selv med konceptbussen Mercedes Vision Tokyo. Her er loungestemning indendørs med en komfortzone, som ifølge fabrikken er skabt til afslappende kørsel i stressende storbyer som Tokyo med lange køer.
Den har en indbygget læringsmekanik, så motor og opsætning indlærer køremønstret og indretter opsætningen efter det, så bilen udvikler sig efter, jo mere man kører.
Yamaha på fire hjul
Motorcykelfabrikken Yamaha viser en konceptbil, der kunne være et skridt mod decideret bilproduktion.
Yamaha Sports Car er designet af den tidligere McLaren chefdesigner Gordon Murray og kan gå i produktion, hvis der er et marked. Modellen er skabt som konkurrent til de lette sportsvogne fra Lotus og vil kunne drives af en trecylindret motor på omkring 100 hk. Men fabrikken er også klar til at bygge en eldrevet version, hvis kunderne er der.
Mikroparadis
Traditionen tro byder motorshowet også på masser af mikrobiler og -busser, der har deres hjemmebane i de mange millionbyer Asien over, der byder på smalle gyder og et kæmpe behov for at flytte mange mennesker i løbet af kort tid. Set med europæiske briller er der dog ikke så meget, som er interessant her.