Fra Jeep til Bentley
Den første SUV var Jeepen under Anden Verdenskrig. Få år senere kom Land Rover og så Range Rover. Her er den forunderlige historie om SUV’ens erobring af bilmarkedet.
I 1940 formaliserede den amerikanske regering et sæt standard-specifikationer for et let militærkøretøj og sendte det til 135 nationale bilproducenter.
På det tidspunkt stod Europa på dørtrinet til Anden Verdenskrig, og det amerikanske militær ønskede et lille og agilt 4x4-køretøj klar til landets entré i krigen.
Bilen skulle være på to meter med plads til minimum tre personer og en forrude, der kunne vippes ned, så chaufførens sidemand kunne pege et maskingevær mod fjendtlige tropper.
Producenterne fik ingen lang betænkningstid, da deres bud skulle være indsendt inden 11 dage.
Derefter fik de blot 49 dage til at konstruere deres første prototype og 75 dage til færdiggørelsen af 70 testkøretøjer.
Tidsfristen i betragtning modtog militæret ikke overraskende kun to bud – de kom fra henholdsvis American Bantam Car Company og Willys Overland Motors.
Ford Motor Company blandede sig senere i forløbet, men da Bantam, som først vandt kontrakten med militæret, ikke kunne matche de ønskede produktionstal, fik Willys Overland Motors opgaven som leverandør til den amerikanske hær, hovedsagelig på grund af en kraftigere motor, end den Ford anvendte.
Der findes næppe noget mere ærkeamerikansk end en Jeep, og den ikoniske Willys kom ikke overraskende til at stå fader til et andet ikon – nemlig den originale Land Rover fra 1948.
Før Anden Verdenskrig havde Rover Company produceret luksusbiler, men den slags biler var der ingen, der ønskede at købe i perioden efter krigens rædsler.
Det var Rovers chefdesigner Maurice Wilks, der fik idéen til den første Land Rover, der skulle være et let landbrugskøretøj med stor anvendelighed.
Modellen var efter samme koncepttanke som Willys Jeep, blot tiltænkt en mand med en rive og ikke et maskingevær.
En bastard på fire hjul
Den originale Land Rover var basalt set en krydsning mellem en let lastbil og en traktor i stil med den hårdkogte Unimog, der blev udviklet i Tyskland i samme periode.
Men selv ikke Rover kunne have forudset, hvor populær Land Rover skulle gå hen og blive. Igennem årtier og generationer er den kantede englænder, takket være sin enorme alsidighed, blevet brugt til alt lige fra livsvigtigt nødhjælpskøretøj til showstopper i utallige James Bond-film.
I 2015 er Land Rover Defender, som modellen med tiden kom til at hedde, officielt gledet ud af modelprogrammet, da den ikke kunne overholde nutidens miljø- og sikkerhedskrav.
I 1970 præsenterede Land Rover endnu en højbenet 4x4, der i årene efter skulle danne skole for nutidens udgaver. Den fik navnet Range Rover og var oprindeligt tiltænkt en mindre rolle som et større alternativ til en Land Rover.
Først mange år senere kom moderne bekvemmeligheder og overdådig luksus ombord i Range Rover. Den originale var udstyret med vinylsæder, der sammen med et instrumentbord og dørpaneler i plastik kunne tåle at blive rengjort med en vandslange.
Ligesom det var tilfældet med Land Rover, blev Range Rover voldsomt populær. Igen var det modellens store alsidighed, der virkede som magnetisme på alt lige fra landmænd til adelige.
En Range Rover er noget så sjældent som en bilmodel, du kan pløje til med mudder for derefter at køre til bal hos dronningen – og stadig være ligeså cool som James Bond.
Begyndelsen på et kapløb
Herhjemme var det især Toyota RAV4 fra 1994, der for alvor åbnede skovbunden for SUV-hungrende fans.
Den forhøjede kørestilling, den gode plads og et sæt køreegenskaber, der ikke lå milevidt fra en almindelig personbil, var kriterier, som Toyotaen var først til at opfylde.
I den større klasse blev det opfyldt af Mercedes ML i 1997, men da stjerne-SUV’en blev bygget i USA, var kvaliteten så tvivlsom, at det først var med BMW X5 fra 1999, at der kom skub i de dyre SUV-biler.
Skub er der også i Porsche Cayenne, der allerede ved sin lancering i 2003 var lidt af et paradoks. Komfortabel nok til, at du kan køre den hver dag.
Intens nok til at få din puls til at ramme det røde felt i takt med nålen i omdrejningstælleren.
Samtidig blev Cayenne startskuddet til et helt nyt kapløb i den store SUV-klasse. Ikke målt på hverken hestekræfter eller terrænduelighed.
Men derimod i topfart. Takket være 570 hk fra en V8-biturbomotor er en Porsche Cayenne Turbo S i dag i stand til at nå en topfart på 284 km/t. Men for nogen er nok aldrig ”helt nok”.
Til dem har verden nu Bentley Bentayga, og ifølge det engelske luksusmærke er deres første SUV noget helt særligt.
Der er nu heller ingen grund til at være beskeden, for Bentayga er lidt ud over det sædvanlige med sin 6,0-liters W12-motor med biturbo, der yder 600 hk og 900 Nm.
Hvornår har du for eksempel sidst hørt om en terrængående SUV, der både kan udstyres med et særligt champagneskab i bagagerummet og samtidig prale af en topfart på 301 km/t.?
Nej, det tænkte vi nok…
I dag har enhver bilfabrikant med respekt for sig selv mindst et par højbenede modeller på programmet – og der er altid flere på vej.
Det er ironisk at tænke på, hvordan Willys Jeep og Land Rover blev udviklet med et helt andet formål, men endte med at danne skole for sin helt egen kategori af bilmodeller.