Koreansk offensiv på teknologi
Premiere: Kia har savnet moderne motorer, men nu er de endelig klar. Ny tre-cylindret med turbo i rammer perfekt og bør få konkurrenterne til at få svedige håndflader.
ZILNINA
De koreanske biler fra Hyundai/Kia scorer bedre hos forbrugerne i USA end de fleste andre mærker, og den tendens kan meget vel gå hen og ramme det europæiske marked inden længe.
Det er nemlig svært ikke at blive overbevist om koreanernes fortræffeligheder, når man sætter sig bag rattet i den faceliftede Kia Ceed, der rammer danske forhandlere i midten af oktober.
Fra at være et billigt mærke med gårsdagens teknologi og lidt kopidesign er Kia & Co nu helt fremme i feltet, og lige om lidt er det også slut med at pege fingre af lidt bedagede motorer.
Kun nødbremse savner Ceed i forhold til de hårdeste konkurrenter, og så mangler mærket jo stadig den historie og status, der knytter sig til de europæiske producenter.
Udviklet i Korea
Den faceliftede Ceed er første bil med en ny tre-cylindret maskine med enten 100 eller 120 hestekræfter.
Kia gør meget ud af at fremhæve, at Ceed er designet, udviklet og produceret i Europa, men udviklingen af den nye tre-cylindrede motor er primært sket i Korea, men det er den bestemt ikke blevet dårligere af.
Uden at kunne sammenligne direkte vover vi påstanden, at motoren er blandt de bedste i den klasse, der efterhånden tæller en stribe producenter.
Den trækker Ceed tyst og effektivt og er et stort skridt i forhold til den gamle, der er udpræget momentsvag. Selv ved høje omdrejninger trækker motoren vejret ubesværet, og i bunden tager den fat fra lige over tomgang uden de store protester.
Den nuværende 1,4-liters fortsætter i programmet, og den nye lille er 20.000 kr. dyrere i runde tal, men de penge bør man ganske enkelt ikke spare.
Billigste Ceed koster 190.000 med denne motor og 100 hk. Den har vi ikke kørt, men gætter på, at de 100 hk rækker fint til Ceed, da momentet er det samme for de to motorer, hvad enten du vælger 100 eller 120 hk.
Diesel med gode takter
Diesel-siden i Ceed er også optimeret, idet den småtrætte 1,4 er sendt på lossepladsen og erstattet af den gamle 1,6’er, der er blevet mere tyst og voksen i den opgradering, som motoren har fået i forbindelse med at skulle klare Euro 6. Fremover leveres 1,6’eren i enten 110 eller 136 hk.
Vi kører den nye diesel med 136 hk og Kias nyudviklede 7 trins dobbeltkoblingsgearkasse og sidder tilbage og ønsker os, at den nye tre-cylindrede benzinmotor kunne fås med netop dette automatgear, men det er ikke muligt endnu. Hvornår det kan lade sig gøre, er Kia ikke meget for at svare på.
De udvendige ændringer er små i den faceliftede udgave, men lidt bredere ser bilen ud, både forfra og direkte bagfra.
Ceed kan fremover også leveres i en GT Line, der populært sagt ligner den rigtige og småbarske Kia Ceed GT, men som blot er andre fælge og diverse optiske ændringer med paneler og LED-kørelys med isterning-design.
GT Line har i kabinen fået strøet masser af blankt krom hist og pist, og det er næsten for meget af det gode, men den oplevede kvalitet er løftet endnu et nøk, og Ceeds indre fornemmes som meget høj kvalitet.
Som 5-dørs og stationcar er Ceed delt op i fire varianter, hvor Style er billigste version. Den har manuel aircondition, men både varme i sæder og rat og er egentlig ganske godt udstyret fra fabrikken.
Undervogn justeret
De skjulte ændringer er mange i Ceed og omfatter blandt andet en stribe støjdæmpninger og undervognsoptimeringer. Små justeringer, der giver lidt mere tyngde i undervognen.
Med den faceliftede model er skiltegenkendelse og advarsel for vognbaneskift muligt, men kun til de dyrere versioner.
GT Line
Alle de andre gør det, så derfor gør vi det også. Sådan lyder forklaringen fra Kia på, at man nu introducerer GT Line, der er en udstyrsvariant, som giver et sportsligt udseende og en lidt fastere undervogn.
Kia Ceed imponerer med ny motor
Se tv-indslag: Kia Ceed imponerer med ny motor
Med GT Line er der en stemning i Ceed som i den turboladede Ceed GT og Pro Ceed GT med nyt indtræk og sort pianolak. Udvendigt kendes GT Line på dobbelt udstødning og LED-baglygter samt 17’’ alufælge i et specielt design.
JP var inviteret til Slovakiet af Kia