Tyskerne dominerer på hjemmebane
De store tyske premiummærker viser muskler på det store IAA motorshow i Frankfurt, hvor trenden med mange nye suv’ere er tydelig.
FRANKFURT
Det kører godt for Audi, Mercedes og BMW, og de tyske premiummærker sætter også deres helt store præg på det enorme IAA motorshow i Frankfurt, som netop er åbnet og fortsætter frem til 27. september.
Tag bare Audi, som i år spiller ud med et high-tech oplevelseshus, der byder på flere universer, bl.a. med biler hængende på væggen flere etager oppe med snurrende hjul og omgivet af minus 21 grader koldt is.
Med den nye elektriske Audi e-tron quattro-konceptbil, der skal tage kampen op mod Tesla om tre år, og Mission E fra søstermærket Porsche, har både Audi og hele VW-koncernen noget at have selvtilliden i.
På teknologi-fronten spiller Toyota ud med en ny 4. generations Prius hybrid, som angiveligt klarer over 30 km/l, og hvis teknologi også skal lanceres i den nye crossover, som foreløbigt er vist som konceptbilen C-HR, der skal i produktion og forny Toyotas noget forsigtige designsprog, og som vi får at se om et halvt års tid.
C-HR er et godt udtryk for den helt store trend hen mod SUV og SUV-crossovere på en udstilling, hvor vi ser nye modeller som VW Tiguan, Kia Sportage, Hyundai Tucson, og konceptbilerne Mazda Koeru og Seat 20V20, der kommer i produktion senere.
”De mange nye SUV’ere er en af de store trends i år. Her prøver bilfabrikkerne hver især at definere bilerne og finde deres egne udtryk,” siger Stephan Rasmussen, der er bildesigner hos Toyota og manden, som har designet den nye C-HR.
Under en kam byder udstillingen på en vifte af nyheder, der næsten ikke kunne være meget bredere. Den spænder over biler som Suzuki Baleno, Renault Megane og Talisman, Opel Astra, Alfa Romeo Giulia, Audi A4 til BMW 7-serie. Mercedes S-klasse Cabriolet og Rolls-Royce Dawn.
Her byder rigtig mange af modellerne på stadig forbedrede sikkerhedssystemer og til glæde for smartphone junkierne trådløs opladning af telefonen. Det kan typisk gøres direkte på Samsung-telefoner, men kræver et specielt cover til iPhones.
I tråd med de senere års tendens er der ikke mange fantasifostre blandt konceptbilerne. Det gælder bl.a. den nye Citroen M Concept, som er en åben frilufts version af Cactus, der formentlig snart kommer i produktion.
Det er dog også klart, at en model som Audi e-tron quattro concept, som ifølge fabrikken kommer med en lang række nye intelligente teknologier, et stykke hen ad vejen har en marketingfunktion.
Willi Diez, direktør for Institut for bil-økonomi ved Handelshøjskolen i Nürtingen-Geslingen, forklarer sammenhængen for Automobilwoche.
”Biludstillingerne har både funktion som showroom og arbejdslokale for bilfabrikkerne, som kan få tilbagemeldinger fra helt almindelige mennesker. Men de visionære fremtidsteknologier har i alle tilfælde en stor fascination, og det bruger udstillerne selvfølgelig til både at få opmærksomhed og til markedsføring,” siger han.
Audis designchef, Marc Lichte, som vi mødte på udstillingen, satser på at skabe en lille revolution hos mærket, som ellers har været kendt for konservative designdyder.
”Tiden hos os er kommet til at tage større skridt med vores design og blive lidt mere frække,” siger han og understreger, at bilernes design typisk er det allervigtigste købsargument.