Ny Jaguar er skizofren som Dr. Jekyll og Mr. Hyde
Premiere: XE S er den foreløbige topmodel i Jaguars nye modelserie. Vi lader den strække ud på en nordspansk racerbane og noterer, at lige så sporty den er i snævre sving, lige så komfortabel er den på motorvejen.
CIRCUITO DE NAVARRA
”Vi vil skabe den mest velkørende bil i klassen.” Budskabet er klart, når Jaguar skal beskrive det, som er en af hjørnestenene i den nye Jaguar XE; køreegenskaberne. Derfor har briterne bl.a. investeret massivt i et let karrosseri bygget med avanceret aluminiumsteknologi, en ny sofistikeret undervogn og et elektrisk styretøj, som hævdes at være mindst lige så præcist som de bedste af den traditionelle hydrauliske af slagsen.
Samtidig lader de ikke påstanden stå alene, for vi bliver inviteret ind på den knap fire km lange racerbane Circuito de Navarra, der har, hvad der skal til for at skabe udfordringer for den nye bil, som skal tage kampen op med Audi, BMW og Mercedes.
Her giver vi den gas i Jaguar XE S
Testbilen er en blå XE S, altså den foreløbige topmodel med kompressorfodret V6-benzinmotor og 340 hk.
Hold på styrthjelm og kørebriller, for nu går det stærkt. Ud fra pitten accelererer vi bilen op på 100 km/t. på 5,2 sekunder. Videre op gennem gearene, der er automatgear med otte trin, men vi skifter selv via paddles på rattet, og ned mod en lynhurtig højrekurve. Farten er nu næsten 200 km/t., jeg har lyst til at bremse, men kan styre igennem med 160 km/t.
Let at køre stærkt
Videre ned mod et skarpt hjørne. Bremsen trædes i bund, og der skiftes til tredje gear. Igennem svinget, og speederen nagles igen fast til bunden. Det, vi først og fremmest bemærker, er den lethed, som præger kørslen. XE styrer simpelthen med samme smittende selvsikkerhed som en garvet surfer og kører derhen, hvor rattet peger. Samtidig sørger den sænkede sportsundervogn for, at krængningen er minimal.
Bremserne er nemme at dosere, og bremsekalibrene griber om skiverne, som en politihund bider en indbrudstyv.
Vi accelererer også uden at spilde hestekræfterne i hjulspind. Styrer gennem sving med fuld kontrol og maksimal fart. Og bevarer stabiliteten, når det går ligeud.
Oplevelsen er stram, fokuseret og med lynhurtig respons, præcist som englænderne vil have os til at opleve bilen. Den fine automatgearkasse skifter hurtigt, rykfrit og lader kattedyrets temperament gnistre på kommando.
Undervognen er nærmest behageligt afstemt, og inde i kabinen leder man forgæves efter gejl som røde seler, aluminiums-gearknop eller kulfiber-indlæg.
Interiøret næsten ligner sig selv, kun hist og pist stikker ulven snuden frem af fårepelsen som med de lækre sportsstole og S-logoer, der er fordelt med løs hånd i kabinen.
I stedet får man ergonomisk korrekt kørestilling, solid finish og en betryggende fornemmelse af at være ét med en bil, der er opsat på at adlyde chaufførens mindste vink. Den meget lave siddeposition giver samtidig fornemmelsen af at sidde i en endnu mere sportslig bil. Foran sidder man godt i stolene, der holder styr på alt fra slanke ladies til store lorder, men XE er en bil, man ifører sig som et figursyet jakkesæt, præcist som hos konkurrenterne.
Overstyring
Vi sætter elektronikken i sportsmode, hvilket i øvrigt er helt unødvendigt for at køre banen rundt med et smil så bredt som bagdækkene: Bed elektronikken om at løsne tøjlerne, og du kan drifte rundt i kurverne, mens bagdelen svinger fra højre til venstre som en nybegynder i Vild Med Dans.
Bliver det for vildt, strammer elektronikken straks grebet, så vores svingom ikke ender i buler de forkerte steder.
Det er både sjovt og stærkt vanedannende. Kræfter og køreglæde er dog ikke noget XE S praler med – det er bare noget, den har.
Vi bliver bedt om at køre i pit for at lade bilen køle lidt af, synet af rygende bremser, lugten af brændt gummi og lyden af brølende turbomotorer er imidlertid ikke noget, der kan hidse Jaguar-folkene op.
Jaguar XE S kører op mod konkurrenter som Audi S4, BMW 335i og Mercedes C 400 – altså mere hardcore versioner af de modeller, der typisk sælges som ganske fornuftige dieselmodeller.
I modsætning til basismodellen med 163 hk-dieselmotor, der er prissat til 549.000 kr. og 427.000 kr. i beskatningsmæssig værdi, er topversionen endnu ikke prissat.
Men et godt gæt er lige i underkanten af en million kroner og en skatteværdi på små 800.000 kr. Det er så inklusiv den otte-trins automatgearkasse, der er standard i XE S og sportstrim, hvilket man sætter pris på, når præsentationen inkluderer yderligere fire high-speed runder på den lynhurtige asfalt.
Karismatisk motor
Alle Jaguar XE har samme forhjulsophæng som på supermodellen, F-typen, men kun XE S kan prale af også at have hjertet, nemlig den 3,0-liters kompressormotor, der giver et soundtrack, som ikke lader en sekscylindret BMW noget efter. Det giver opmærksomhed, som sad du med eget orkester og dirigerede.
Holder du den nede i omdrejninger, synger motoren en sexet bas, og presser du den lidt op i omdrejninger, synger den en fantastisk halv-hysterisk alt. Sikke en sang – og fart. Uanset gear buldrer den ustoppeligt fremad, og selv ved hastigheder, hvor andre biler ville give chaufføren hvide knoer og sved på overlæben, bevarer Jaguaren det kølige overblik.
Trods det enorme kraftoverskud opfører den sig endda overraskende civiliseret.
Ved marchfart er motoren så tyst, at man skal rulle vinduet ned for at høre bulderet fra briten. Tilbage på motorvejen mod hotellet forkæler den endda handelsrejsende og andre langtursbilister med en usædvanlig målrettet retningsstabilitet. Sådan skal det gøres.
JP var inviteret til Spanien af Jaguar