Lettere og mere rummelig Astra
Den nye Opel Astra får mere plads inden døre og nye interaktive muligheder.
Mindre vægt, mere plads, en tand mere sportslige køreegenskaber og lavere forbrug.
Det er nogle af de egenskaber, som skal styrke den nye Opel Astra i kampen mod ærkerivalerne, VW Golf og Ford Focus.
Opel har frigivet det første – dog camouflerede – billede af den nye generation Astra, som vises på efterårets IAA-biludstilling i Frankfurt og lander herhjemme til januar næste år.
Trods mindre mål bliver kabinepladsen større i modellen, der bygger på en helt ny undervogn. Motorprogrammet omfatter en trecylindret 1,0-liters benzinmotor, en helt ny 1,4-liters benzinmotor og de ret nye 1,6liters benzin- og dieselmotorer, som er lanceret inden for de seneste år. 1,0’eren kommer bl.a. i en 105-hk-sag.
Opel lover, at bilen skulle blive den bedste i klassen, når vi snakker om connectivity, altså opkobling til internettet og de funktioner og muligheder, der bliver i bilen.
Således vil Astra blive den første model i Europa, der lanceres med GM’s Onstar-system, der har en lang række interaktive funktioner.
Som noget nyt vil Astra kunne fås med full-LED-forlygter, der erstatter xenonlys. Det bliver de femdørs versioner, som lanceres først, mens stationcarudgaverne følger midt på året.