Fortsæt til indhold
Biler

Focus på ren rallyteknik

GTI-verdenen er netop blevet ændret for altid. For ind på scenen er kørt den nye Ford Focus i RS-versionen. Med gturbo, 320 hk og firehjulstræk. Kom med til premiereshowet.

Flemming Haslund

KØLN, TYSKLAND

Så er der inviteret til det store show. Hvis det ikke lige var, fordi scenen og alle tilskuerrækkerne er placeret i en af fabrikshallerne hos Ford i Køln, så kunne det lige så godt være scenen til et Oscar-show eller noget i den stil.

Fejende projektørstråler. To kæmpe, nej, enorme tv-skærme. Rockmusik. Der afløses af et: ”Please, welcome our host, Chris Berrieeeeeee!”

Læser du med fra mobilen, så se flere billeder her.

Vi er til verdenspremiere på en bil, rygtet har hvisket om i måneder, og som Den Blå Oval bekræftede for kun et par uger siden: den nye Ford Focus RS. Afløseren for den Focus RS, der i lang tid var den hurtigste, den kraftigste, den voldsomste forhjulstrukne bil. Den absolutte GTI.

Fra scenen får vi hele RS-historien: fra den første Capri og forbi Escort og så Sierra RS. For at gå hurtigt på højdepunktet: Ford Focus RS årgang 2015 – præsenteret af »tonights special guest star: the Drift King, Ken Block!«

Så er der udskridninger

Selvfølgelig er han ikke lige der foran os. Det er klart, han dukker op på de enorme skærme foran os. Film der. Tydeligt, at det er her på Ford-fabrikken. Nærbilleder af køreren – det er Block.

Af sted, af sted farer han i den nye Focus RS, men pakket ind på den måde, som hemmelige biler er nu til dags – de ligner et blomsterbed. Det er jo Block, the Drift King, der kører, så der er rigeligt med knald på og masser af udskridninger. Og jeg vil sværge på, at jeg så amerikaneren tonse af sted i en forhjulstrukken Focus – for de der skridere: lavet med håndbremsen.

Og forudsigeligt: Da filmen viser, at Block holder lige foran en port – og porten går op – skifter vi fra film til live: Ken Block blæser ind i kæmpehallen, hvor vi alle pludselig står op. Ned i den ene ende af hallen – håndbremsevending. Forbi os igen – håndbremsevending, der går direkte over i en donut.

Alle jubler og det er tæt på, at taget letter.

Det der? Det lader sig ikke gøre med en forhjulstrækker? For der var jo røg fra bagdækkene. Øhh.

Block hopper ud, og Chris understreger: »Vi er jo enige om, at den der ikke er produktionsbilen!«

Klart nok, siger Block. Og de to snakker om, hvad bilen kan, og hvad håndbremsemanden har været med til at udvikle. Især køreegenskaberne.

Block forsvinder ud bagved. En produktionsklar bil kører ind. Elegant RS-blå. Helt uden blomster. Hvis alle havde deres mobiltelefoner på foto lige før, ved jeg ikke, hvad de har nu.

19 tommer store fælge med klæbegummi fra Michelin – Ford ville sikre sig, at en ny bil vitterligt står fast.
Bred og blå og med kæmpe frontspoiler: den nye Ford Focus RS, der blev introduceret på fabrikken i Køln.

Og et øjeblik efter ved vi det: 4 cylindre, 320 hk. Og firehjulstræk! GTI’er er i dag, tirsdag den 3. februar 2015 lidt over kl. 15, ændret for altid.

Den ægte vare

Det ved vi, fordi det er Ford, der lancerer en 320 hk’s, firehjulstrukken bil med bogstaverne R og S. For netop de to bogstaver garanterer knald på. Konstrueret og bygget til fart på den hårde måde. Ikke den lidt tilbagelænede Autobahn-fart som i en firehjulstrukken Golf R eller den ”jeg er alligevel ikke topdirektør-stil” som i den også firehjulstrukne og 300 hk’s Audi S3 Limousine.

Når det er en Fast Ford – er det hurtigt på den måde, vi forbinder med rally og banesport.

Når det er en Fast Ford – er det hurtigt på den måde, vi forbinder med rally og banesport. Præcis som i gamle dage med Capri RS, Escort RS, Sierra RS og de to tidligere Focus RS’er. De var den ægte vare. Det lover alle mændene på scenen i dag, at den nye også er.

Informationerne om firehjulstrækket bekræfter det: Helt op til 70 procent af momentet kan skydes om til baghjulene. Og ikke nok med det; Focus RS har torque vectoring, et system, der sender mest effekt ud til de yderste hjul og dermed øger bilens evne til at dreje.

Den blå bil på scenen var låst af, og der stod vagtfolk i begge ender – så ingen havde mulighed for at fotografere hverken motor eller kabine. Så helt færdige med bilens interiør er Ford-folkene næppe. Men skålsæderne kan da lige anes.
Hvis nogen skulle være i tvivl: Ham der med cap’en er Ken Block. Amerikansk driftkonge, som racede bilen rundt inde i fabrikshallerne.

Og her husker vi lige, at firehjulstræk i sig selv ikke giver understyring – som vi ellers i mange år fik grund til at tro på grund af de mange understyrende Audi quattro’er – det er måden, differentialerne arbejder på, og opsætningen, der kan give understyring.

Samme motor som Mustang

Her ved premieren lader Ford en del data løbe, men ikke alle. Men vi ved dog, at motoren er en 2,3-liters, 4-cylindret rækkemotor med to overliggende knastaksler og 16 ventiler samt – off course – turbo. Alt i alt kan der pumpes 320 hk ud af dette kraftværk. Der i øvrigt er det samme som i den nye lille Ford Mustang. Dertil 6-trins manuel gearkasse – og altså ikke dobbeltkoblingbox.

Men bilens præstationer siger Køln intet om. Men sammenlignet med den 250 hk’s Ford Focus ST tyder det på, at Focus RS springer til 100 km/t på 5,1 sek. og topper ved 265 km/t.

Focus RS skulle være klar til lancering til sommer. Men hvad så med prisen? Der blev intet sagt på det store RS-show i Køln, og Ford-Danmark siger endnu mindre. Men den på mange måder matchende Audi S3 Sportback koster typisk 700.000 kr., og en Ford kan umuligt koste lige så meget. Men da den nu gamle Focus RS, den med 5-cylindret motor og 300 hk, var på markedet, kostede den 650.000 kr. Og det var dyrt.

Så vi venter i spænding med tilbageholdt speederfod.