Fortsæt til indhold
Biler

Basismotoren rækker i ny Passat

150 hestes benzinmotor er fuldt tilstrækkelig i den nye og vellykkede Volkswagen.

Christian Schacht

Passat 1,4 ACT BMT

Pris: 364.097 kr. plus lev.

Beskatningsmæssig værdi ved erhvervsleasing: 305.000 kr.

Forbrug: 20,4 km/l EU-snit

CO2 per km: 115 gram

Grøn ejerafg.: 310 kr. halvårl.

Motor: 1,4 benzinmotor

Ydelse: 150 hk

Moment: 250/1.500 o/min.

Topfart: 220 km/t.

0-100 km/t. 8,4 sek.

Smil til verden, og verden smiler til dig, hedder et gammelt mundheld. Det tager de helt bogstaveligt hos Volkswagen.

Den tyske bilfabrik har arbejdet målrettet med at lægge ansigtet i de rette folder på den nyeste udgave af mærkets firmabil, Passaten. Den nye front med det årvågne blik, en gedigen kølergrill i krom og en mere sporty profil gør op med et lidt kedeligt image, og der er et hav af modeller at vælge imellem.

Indretningen i kabinen er forbilledlig, bemærk, at automatgear er ekstraudstyr.

Topmodellen har for eksempel hele 240 hk’s dieselmotor og nærmest alt i udstyr. Heldigvis behøver man ikke frygte mødet med basismodellen med 150 hk benzinmotor og klassisk sedankarrosseri, viser vores test af Passat 1,4 ACT BMT Trendline til en vejledende pris på 364.097 kr. og en beskatningsmæssig værdi ved erhvervsleasing på 305.000 kr.

Læser du med fra mobilen, så se flere billeder her.

Effektiv motor

I modsætning til mange andre basismodeller, er der rigelig af motorkraft. Vidste man ikke bedre, ville man tro, der lå en langt kraftigere motor under hjelmen end en beskeden 1,4-liters, og vi savner på intet tidspunkt trækkraft.

Samtidig er det officielle forbrugstal meget lavt med 20,4 km/l, som bl.a. er sikret via cylinderfrakobling, deraf navnet ACT, hvor motoren kobler to cylindre fra ved lav belastning.

Den nye teknologi har det dog bedst ved en bestemt kørestil, nemlig ved lange stræk, hvor fartpiloten eksempelvis kan sættes til. I byer og på omfartsveje flimrer mellem to og fire cylindre, og vi blev aldrig rigtigt dus med systemet, der genererer små, irriterende vibrationer, når vi kører på to cylindre. Det er i virkeligheden også den eneste reelle anke ved testbilen, der er letkørt som få andre i firmaklassen takket være godt mekanisk sammenspil og et let og præcist styretøj.

Fin indretning

Kørestillingen er optimal, sæderne, der umiddelbart er lidt hårde, men dermed anvendelige til længerevarende ophold, støtter de rigtige steder.

Pladsen er rigelig, ikke mindst på bagsædet, hvor der næsten er plads som i en direktionsvogn.

Der er virkelig god plads i kabinen, selvfølgelig foran, men ikke mindst på bagsædet.
De lækre sæder, der findes fra Comfortline og opefter, er ikke standard i Passat Trendline, der må nøjes med standardsæder.

Til gengæld er udstyret her i Trendline ikke så spændende. Vi må nøjes med standardsæder og lidt kedeligt indtræk, manglende dekoration i kabinen, og selv om der er fartpilot, trezone-klimaanlæg, kørecomputer, lille farveskærm med radio og Bluetooth, kigger vi langt efter lækre detaljer som komfortsæder og parkeringssensor, der er blandt udstyret i næste trin, kaldet Comfortline.

Overskueligheden er under alle omstændigheder holdt på et nøgternt og velfungerende niveau.

Køre kan den også: Om vejene er små og krogede eller lange og lige med fri hastighed, rager Passat en høstblomst. Bilen er klart blandt de mest velkørende i klassen.

Husk rabat

VW Passat er måske endda den bedste bil i klassen netop nu, og vi giver vores anbefaling til de få private, der køber bil i denne klasse, som dog skal huske at få en klækkelig rabat hos forhandleren, men også til firmabilister, der ikke har det vilde kørselsbehov.