Fortsæt til indhold
Biler

Her er James Bonds nye bil

På trods af rygter om en Fiat 500 som firmabil, kører 007 en helt ny Aston Martin i den kommende film, Spectre.

På trods af rygter om en Fiat 500 som firmabil, kører 007 en helt ny Aston Martin i den kommende film, Spectre.

Aston Martin er igen leverandør af tjenestebil til James Bond - filmverdenens bedst kørende spion.

I den kommende film, ”Spectre”, skal superagenten køre fra skurkene, og vel også forføre en heltinde, i en helt ny Aston Martin-model, som siden kommer ud i civil handel uden raketter og røgslør under dæknavnet Aston Martin DB10.

For et par uger siden var der ellers historier fremme om, at 007 skulle klemme sig ind i en Fiat 500, men det er angiveligt kun under en biljagt i Rom.

Aston Martin oplyser, at det er en særlig model, der er udviklet til Bond og som efterfølgende kun kommer til salg i 10 eksemplarer.

Anført af Aston Martins chefdesigner, Marek Reichman, der har arbejdet tæt sammen med filmens instruktør, Sam Mendes, har man forsøgt at skabe den ultimative bil for verdens mest berømte spion og som erstatter agentens klassiske DB5, som blev sprængt i luften i den seneste film, ”Skyfall”.

De nærmere detaljer om bilen, både med og uden 007''s særlige udstyr, har filmselskabet, EON Productions og bilfabrikanten besluttet at holde tophemmelige indtil videre.

For år tilbage vendte Bond tilbage til Aston Martin, efter at han i tre film havde ført sig frem i diverse BMW’er.

På trods af den meget lille serie af biler, som kommer til salg, lover Aston Martin, at designet også giver et glimt af fremtidens designretning for næste generation af Aston Martin. Det løfte tolker det store engelske bilblad, Autoexpress, som at bilen er en forsmag på en helt ny afløser til den mindste Aston Martin, V8 Vantage. Den bil kommer angiveligt i 2017 og er på størrelse med Porsche 911. Her ligger der allerede fast, at en stor del af teknikken kommer fra Mercedes-Benz AMG, som bl.a. leverer elektronik og en helt ny V8-motor med turbo til den nye Aston.

Selvfølgelig er det med Daniel Craig i rollen som agenten med ret til at dræbe og til at promovere Aston Martin DB10. Og skurken Mr White spilles af danske Jesper Christensen.

Bonds første Aston Martin var den berømte DB5 med katapultsæde, som skød en skurk til himmels i "Goldfinger" i 1964.