Mazda vil også have et gadekryds
Mazda CX-3 crossover klar til den voksende klasse for små livsstilsbiler som bl.a Nissan Juke og Opel Mokka. Dansk premiere til sommer.
Efter længere tids tilløb har danskerne nu også fået appetit på crossovermodeller, der stikker ud fra den klassiske stationcar, suv eller mpv. I miniklassen har Renault Captur fået godt fat, mens den lidt større Nissan Juke ikke er et ualmindeligt syn på vejene.
Nu har Mazda løftet sløret for mærkets bud, der hedder CX-3 og bygger på den velskabte 3-model. Den endelige udgave, som er afsløret på motorshowet i Los Angeles, lægger sig designmæssigt tæt op ad de tidligere viste skitser af en nærmest atletisk bil.
Det er noget, som matcher det lille japanske mærke godt og dets filosofi om et være et sportsligt alternativ. Det ses også på proportionerne, hvor A-stolpen er trukket langt tilbage, mens forhjulene er rykket frem for at give ekstra plads til benene og en mere afslappet kørestilling.
Klar designstil
Designet udspringer af mærkets ”Kodo – Soul Of Motion”-filosofi. Noget, som for almindelige dødelige mest signalerer, at Mazda med 6’eren og 3’eren skiftede designstil, hvor nogle bestemte elementer går igen hver gang, og den gennemføres nu altså konsekvent.
Med en længde på 4,27 meter er den 20 centimeter kortere en Mazda 3 og en smule smallere, til gengæld er CX-3 10 centimeter højere, hvilket borger for en høj kørestilling og godt udsyn.
Efter flere spekulationer kan Mazda nu også fortælle, at motorprogrammet omfatter to versioner af fabrikkens 2,0-liters Skyactive-G Motor, som bliver på hhv. 118 hk og 163 hk, og som suppleres af den 1,5-liters Skyactive-D dieselmotor på 104 hk.
Den nye Mazda kommer såvel med manuelt gear som automatgearkasse. Med et lavt tyngdepunkt vil CX-3’eren også have sportslige køreegenskaber, lover fabrikken.
Også med firehjulstræk
Den kompakte crossover kommer både med for- og firehjulstræk og vil altså kunne byde sig til som et reelt alternativ i terrænet.
Ifølge Mazda kan den også leveres med den pakke af omfattende sikkerhedsudstyr, man også kan få til Mazda3.
Det betyder bl.a., at der kan tilkøbes radarsystemer og nødbremseassistent, der selv bremser ned i bytrafik.
Samtidig vil den som 3’eren bl.a. kunne leveres med Head Up Display og højt placeret berøringsfølsom skærm.
CX-3, som lander herhjemme efter sommerferien, kommer også til at konkurrere mod den nye Honda H-RV, der lanceres til foråret, foruden Opel Mokka.
I det hele taget bliver det et travlt år for Mazda. Til foråret kommer den nye Mazda2, som er en model i en klasse, der i øjeblikket har medvind herhjemme, og hvor Mazda har manglet et frisk bud i stedet for den aldrende nuværende Mazda2.
Flere nyheder
Der kommer også den nyeste aftapning af kultbilen Mazda MX-5, der har fået tænderne hos Mazda-afcionados til at løbe i vand, mens der i løbet af året lander en faceliftet version af storebroren til CX-3, nemlig CX-5.
Den får ifølge udenlandsk motorpresse en revideret front samt mulighed for avanceret adaptivt led-lys i forlygterne.
Den danske importør har endnu ikke offentliggjort detaljer om priser eller udstyrsniveau for nogen af nyhederne.