Fortsæt til indhold
Biler

Falske bilsælgere solgte 20-årigs bil mindst fire gange

Martin Juel har modtaget mange opkald fra vrede mennesker, som tror, at de har købt hans bil.

"Der er så mange, som har ringet til mig for at høre, om min bil er til salg, at jeg er ved at gå ud af mit gode skind," siger Martin Juel.

Martin Juel, der er 20 år og fra Frederikshavn, købte i 2013 sin første bil, en Toyota Aygo. Flere danskere er blevet snydt af falske bilannoncer, hvor historien ofte er den samme. Sælgeren er lige flyttet fra Danmark til England og skal hurtigt sælge sin bil.

Svindlerne finder tilfældige danske biler på internettet, hvorefter de udgiver sig for at være bilens ejer og prøver at sælge den. En af de biler er Martin Juels og siden august i år, er han blevet kimet ned af frustrerede mennesker, som tror, at de har købt hans bil.

"Det er nærmest hver eneste dag, at der er nogen, som ringer til mig og siger, at de har købt min bil. De fleste tror på mig, når jeg fortæller dem om situationen. Der var en, som ville efterlyse bilen, og så tog jeg på politigården med det samme. Nu måtte det stoppe," siger Martin Juel.

Hans bil har nemlig flere gange været til salg på både Bilbasen og DBA til 24.500 kr. En eller flere engelske svindlere har udgivet sig for at være ham, og han fortæller, at bilen mindst er blevet solgt fire gange.

Martin Juel lagde nogle billeder af sin nye bil ind på hjemmesiden Bilgalleri.dk. De billeder har svindlerne brugt i deres annoncer. I løbet af de seneste tre måneder er Martin Juel blevet ringet op af tre forskellige politistationer.

"Politiet ringer for at sige, at min bil er sat til salg, og man er blevet kontaktet med mistanke om svindel. Der var en enkelt politimand, der spurgte, om jeg var fra England, men de troede dog alle sammen på mig," siger Martin Juel.

Han synes, at det er rigtig synd for de mennesker, der bliver snydt, fordi de tror, at de har købt hans bil. Han er dog også godt træt af, at folk ringer til ham hele tiden og ikke mindst politimænd.

Han har selv taget kontakt til politiet flere gange for at få hjælp til sin situation, men der er ikke meget, man kan gøre.

"Jeg vil bare gerne have stoppet det her. Politiet har sagt, at jeg kan skifte mit nummer, men det ville virke mærkeligt, eller som om jeg har noget at skjule. Så det vil jeg ikke gøre," siger Martin Juel.

Sarah Pedersen, der er 18 år og fra Aarhus, så annoncen med Martin Juels bil og kontaktede manden bag annoncen.

Hun havde lige fået sin børneopsparing, og den skulle bruges på en bil. Manden, som udgav sig for at være Martin Juel, skrev tilbage, at han lige var flyttet til Englang og derfor hurtigt skulle af med bilen.

"Han lød meget troværdig og oplyste, at han hed Martin Juel. Prisen var da god, men den var ikke usandsynlig. Han ville betale for fragten til Danmark, og han kendte det rigtige transportselskab," siger Sarah Pedersen.

Der gik nogle dage, hvor hun skrev frem og tilbage med manden fra England. Sammen med sin far tjekkede hun bilen gennem motorkontoret, og det så ud, som det skal. Den står rigtig nok indregistreret til Martin Juel.

De tjekkede derefter transportselskabet, som hedder Sorrelle Transport International, og det ser professionelt ud. Sarah Pedersen skulle overføre sine penge til dem, og de ville derefter sende bilen.

"Jeg overførte pengene en torsdag, og lørdag ringede min onkel og fortalte mig om de her svindelnumre, hvor sælgeren lige er flyttet til England. Der vidste jeg godt, at den var gal. Historien var fuldstændig den samme," siger Sarah Pedersen.

Hendes far fandt Martin Juels telefonnummer og ringede til den rigtige Martin Juel, hvor de fandt ud af, at de er blevet snydt.

Sarah Pedersen ringede til banken for at få dem til at trække pengene tilbage, og transportfirmaet vil gerne give hende 20.000 kr. tilbage. Siden den mail har Sarah Pedersen hverken hørt mere fra dem eller fået sine penge.

Kigger man på transportfirmaets hjemmeside, har de vundet flere priser og eksisteret i mange år. Slår man hjemmesiden op, kan man dog se, at hjemmesiden er blevet oprettet i oktober 2014, og på Trustpilot er der kun beskeder fra mennesker, som er blevet snydt af dem.

"Nu har jeg mistet hele min børneopsparing, og det er rigtig træls. Men jeg håber virkelig bare, at man kan få stoppet de her svindlere," siger Sarah Pedersen.