Dem havde vi ikke lige set komme
Firmabil – men hvorfor ”bare” en Mondeo eller en Passat? Flere og flere vælger helt anderledes typer firmabiler, så her er tre, vi ikke lige havde set komme: overraskende MPV, en usædvanlig SUV og et eksempel på, at direktøren ikke nødvendigvis skal køre BMW eller Mercedes.
Spændende, komfortabel, avantgarde
Blandt de mange MPV’er skiller C4 Picasso og endnu mere den syv-personers Grand C4 Picasso sig ud – mere avantgarde at se på end de andre. Og køreegenskaberne – slet ikke som man skulle tro.
Hvor mange pladser har du brug for? Er tallet over fem er en MPV jo det oplagte valg – og faktisk også det eneste, med mindre du hellere vil investere i en bil mere.
Den moderne MPV er imidlertid på ingen måde et kedeligt alternativ. Går du efter sporty køreegenskaber er for eksempel Fords S-Max et oplagt valg, og har du lyst til noget for dig selv, er bilen her mere end en overvejelse værd: Citroëns syv-personers udgave af C4 Picasso – derfor med det logiske navn Grand C4 Picasso.
Her er avantgarde design – se ekstralygterne placeret over hovedlygterne – her er interessante detaljer overalt i kabinen – se ”skuffen” under sæderne – og her er først og fremmest god plads til syv personer.
C4 Picasso og den ”grande” version af samme er en af de nye MPV’er på markedet, komplet med et bredt udvalg af motorer på begge brændstofferne benzin og diesel. Men sjovt nok ingen hybrid-udgave, selv om Citroën har den slags på hylderne.
Konklusion: Har man brug for rigelig med plads, er Citroëns to MPV’er, C4 Picasso og den syv-personers C4 Picasso, et spændende alternativ til ”bare” end Mondeo eller Passat stationcar. Pladsen er overdådig, udstyret avantgarde, ligesom bilens køreegenskaber er ganske dynamiske af en bil af denne type af være. Og til alle tider komfortabel.
Citroën Grand C4 Picasso BlueHDi 150 Exclusive Aut.
- Type: 7-personers MPV, frontmotor, forhjulstræk.
- Motor: 4-cyl. R-diesel, 2,0 liter, 150 hk ved 4.000 o/min., 370 Nm ved 2.000 o/min.
- Forbrug if. EU-norm: 22,2 km/l
- CO2-udslip: 117 g/km
Præstationer:
- 0-100 km/t.: 10,2 sek.
- Topfart: 207 km/t.
Det koster Citroën Grand C4 Picasso
- Den billigste Grand C4 Picasso på beskatningsværdi er e-HDi 115. Listepris: 294.990 kr. Beskatningsværdi: 261.088 kr.
- Den testede Grand C4 Picasso er en 150 Exclusive. Listepris: 436.990 kr. Beskatningsværdi: 406.087 kr.
Bonusoplysning: Testbilen er en udstyrsniveau Exclusive, hvor bl.a. Pack Park Assist, Pack City, børnepakke, Pack Lounge med dellæder, elektrisk åbning af bagklap, navigationssystem eMyWay samt elektrisk åbning af bagklap er standard.
Dollargrinet er tilbage
Et fedt alternative til en fra passatklassen er en SUV. En Audi Q5 måske – eller en BMW X3. Men der kan være endnu mere attitude over firmabil-valget, hvis man retter blikket mod vest og ser på den i Danmark nye Jeep Cherokee.
Store SUV’er, det flyder med dem fra alle verdenshjørner: Japan producerer dem, Korea har dem på programmet og i Europa er der SUV’er på stort set alle hylder. Og nu – NU er der også en SUV fra USA på det danske marked: Jeep is back in town.
Italienske Fiat har jo overtaget amerikanske Jeep, og dermed får den oprindelige Jeep comeback her i landet. Den mest oplagte i netop denne sammenhæng er Jeep Cherokee, engang en stivbenet amerikaner med en V8’er, der hurtigt gjorde krav på sin del af en oliekilde. I dag er det helt anderledes: Stilen er absolut USA, krom-grill og cowboy – men affjedringen er blød og under frontklappen banker et sparsommeligt hjerte på diesel. Vi kørte på tværs af Danmark med et forbrug svarende til 17 km på literen.
I det hele taget er komfy cruising Cherokees styrke. Man sidder højt og skuer ud over landskabet, der er blødt og behageligt i sæderne og med få motoromdrejninger fra den 4-cylindrede diesel – der altså ikke diesel-hamrer, end ikke i tomgang – er der altid behageligt bag rattet i en Cherokee.
Men dynamisk kørsel med hurtigt gennem et sving blot for glædens skyld – glem det.
Konklusion: Jeep Cherokee melder sig i kampen mod for eksempel Audi Q5 og BMW X3 - et barsk sted at stille op. Men hvis man sætter pris på amerikansk attitude med krom og en grill så stor, at vi tager det gamle udtryk ”dollargrin” frem igen - plus i øvrig et fornuftigt lavt brændstofforbrug – er Jeep Cherokee en tanke værd. Og som firmabil har den en beskatningsværdi, der er til at komme i nærheden af.
Jeep Cherokee 2,0 CRD 170 hk Limited
- Type: 4-5-personers SUV, frontmotor, firehjulstræk.
- Motor: 4-cyl. R-diesel, 2,0 liter, 170 hk ved 4.000 o/min., 350 Nm ved 1.750 o/min.
- Forbrug i flg. EU-norm: 17,2 km/l
- CO2-udslip: 154 g/km
Præstationer:
- 0-100 km/t: 10,3 sek.
- Topfart: 192 km/t
Det koster Jeep Cherokee
- Billigste Jeep Cherokee er 2,0 MJT Limited FWD. Listepris: 590.000 kr.
- Beskatningsværdi: 559.410 kr.
- Testede Jeep Cherokee er 2,0 MJT Limited.
- Listepris inkl. udstyr: 844.000 kr.
- Beskatningspris inkl. udstyr: 615.076 kr.
Bonusoplysninger: Som van på gule nummerplader er prisen på testbilen 643.847 kr.
Glem alt om BMW og Audi
Med en beskatningspris på i runde tal 550.000 kr. nærmer den ”lille” XF sig de dyrere i passatklassen. Så hvorfor ikke – måske er en limousinesort Jaguar med træ i kabinen alligevel inden for rækkevidde?
Hvis man nu har godt gang i sit eget firma. Eller er den direktør, der ikke bare holder budgetterne, men forøger bundlinjen. Så er det altså ikke nødvendigt, at valget partout skal være en BMW 5 eller en Mercedes E. Der er derude langt mere overraskende firmabiler – eller direktørbiler. En af de oplagte kommer fra England; sedanen – og senest også stationcaren – fra Jaguar med modelnavnet XF.
XF findes både som benzin med V8 og bulder-effekt helt op på den anden side af de 500 hk og med en række af dieselmotorer. Vi stiller i denne test skarpt på det trods alt mest oplagte valg til en firmabil, diesel og her i form af den 2,2-liters store motor med hele 200 hk. Det lyder måske ikke af SÅ meget, men det gør 450 Nm til gengæld – og det er netop derfor XF altid og hele tiden føles af rigelig under højre fod.
At se den sorte Jaguar med de store, blanke fælge og den forkromede grill er om end ikke et syn for guder, så i hvert fald et smukt syn for øjnene. Oplevelsen fortsætter, når man sætter sig bag rattet. Perfekt kørestilling, effektivt rat, lækre detaljer, uanset hvor man kigger hen – f.eks. gimmicken at gearvælgeren på konsollen mellem sæderne glider ned i niveau med konsollen, når man tager tændingen.
Konklusion: Jaguar XF er det særlige valg; der sendes ikke så lidt mere signal i ”Jaguar” end i ”Audi”. Måske tænker du, at en Jaguar alligevel er alt for dyr, selv som firmabil. Men den ”lille” XF med den ”lille” dieselmotor nærmer sig faktisk en beskatningsværdi på niveau med de dyrere i passatklassen. Billigste XF har således en beskatningsværdi på 550.000 kr., billigste BMW 4 er lige under 500.000 kr. Så måske …
Jaguar XF 2,2 D Business
- Type: 4-5-personers sedan, frontmotor, baghjulstræk.
- Motor: 4-cyl. R-diesel, 2,2 liter, 200 hk ved 3.500 o/min., 450 Nm ved 2.000 o/min.
- Forbrug if. EU-norm: 19,6 km/l
- CO2-udslip: 135 g/km
Præstationer:
- 0-100 km/t.: 8,5 sek.
- Topfart: 225 km/t.
Det koster Jaguar XF
- Billigste Jaguar XF er 2,2 diesel Business.
- Listepris: 765.000 kr.
- Beskatningsværdien: 553.232 kr.
- Den testede Jaguar XF er 2,2 diesel Business.
- Listepris: 765.000 kr.
- Beskatningsværdien: 553.232 kr.
Bonusoplysning: En XF business eller ej har også altid 8-trins ZF-gear, Bi-xenon og 4/4 vejs elsæder med læder/alcantara-mix.