Her er nogle af de største nyheder fra biludstillingen i Paris
Familiebiler og fartuhyrer står side om side på motorshowet. Her er de mest interessante.
Krise er der rigeligt af i europæisk bilindustri: Salget stagnerer, og ikke mindst det store russiske marked er kollapset pga. den spændte internationale situation.
Men på overfladen er alt ved det gamle: Tusindvis af nye biler, storsmilende direktører, fotomodeller og ikke mindst et hav af nye og mere miljøvenlige biler. Det hele krydret med opfindsomme koncepter og de sædvanlige fabrikker, der som i et våbenkapløb konkurrerer på hestekræfter og topfart.
Set med danske øjne er den gode nyhed, at en lang række af de udstillede biler er relevante herhjemme. Se bare på den nye Skoda Fabia, der til foråret lander lige midt i det mest hotte segment overhovedet. I Paris vises den for første gang i den populære stationcarversion.
Selvfølgelig er der også en stribe nyheder fra de tre store franske fabrikker, som jo er på hjemmebane.
Den største er bogstaveligt talt Renault Espace, der fremover også er en af de helt store familieflyttere, men med et design, som får vognen til at ligne bilernes svar på det franske lyntog, TGV.
De deciderede superbiler er repræsenteret af bl.a. Ferrari 458 Speciale A, som er en hurtiggående åben Ferrari med hele 598 hk og Lamborghini er klar med en 910 hestes hybridversion. Men der er også mere sportslige modeller, som en helt ny Audi TT - med en verdenspremiere til roadsterversionen i Paris.
Udstillingen åbnede for publikum i går og varer til og med 19. oktober. Over en million besøgende ventes på de ni dage.