Fortsæt til indhold
Biler

Usædvanligt skridt: Fabrik giver køreforbud til minibiler

Der er alvorlige problemer med styretøjet i nye Opel Adam og Corsa. Fabrikken fraråder kørsel i de berørte modeller.

Undgå at køre i bilen. Sådan lyder den yderst usædvanlige udmelding fra Opel, der på europæisk plan nu tilbagekalder 8.000 biler i Adam- og Corsa modelserierne. Det sker i en alvorlig sag, hvor en komponent i styretøjet ikke opfylder specifikationerne og kan være potentielt farligt.

Opel fraråder derfor ejerne af de omfattede modeller at køre i bilerne, før de er blevet tjekket på et Opel-værksted.

Sagen drejer som om Adam og Corsa produceret fra maj i år, men det gælder ikke alle de fremstillede biler. Ejerne af de problemfyldte biler får direkte besked, men Opel opfordrer via hjemmeside og Twitter alle ejere af en bil fremstillet siden maj til at tjekke deres køretøjer.

Herhjemme er der leveret 1.042 biler med produktion fra maj.

”Heraf er der cirka 100 biler, der ventes at have fejlen,” siger Opel Danmarks pressechef, Erik Morsing, til Jyllands-Posten.

Fabrikken har opdaget fejlen under en rutinemæssig kvalitetskontrol, men oplyser, at man ikke er bekendt med, at der er sket ulykker relateret hertil.

På Twitter beklager Opels topchef, Karl-Thomas Neumann det usædvanlige skridt og lover forbedringer, men understreger, at sikkerheden er af højeste prioritet.

På Opel Danmarks hjemmeside, opel.dk, er der en ekstra udførlig vejledning i, hvordan du finder ud af, om din bil er berørt

Hvis man ikke er tryg ved at tjekke bilen selv, råder Opel til, at man undgår at køre i den.

For at finde ud af, om man er berørt, skal man tjekke bilens stelnummer, som er det såkaldte VIN-nummer. Det findes i registreringspapirerne, men det står også nederst i forruden ved vinduesviskerne.

Opel Adam:

  • VIN Nummer (sidste 8 cifre) mellem:
  • E6077301 – E6113446
  • F6000001 – F6006544

Opel Corsa D:

  • VIN Nummer (sidste 8 cifre) mellem:
  • E6071016 - E6118738
  • E4181031 - E4308122

Hvis din bils VIN nummer ikke er mellem disse numre, er der ingen problemer, og bilen er ikke berørt.

Hvis din bils VIN nummer til gengæld ligger inden for dette interval, skal du gøre følgende:

Tjek produktionskoden, som du finder nede bag bilens pedaler, når du drejer rattet rundt.

Hvis produktionskoden er 20E4 eller 20K3, er din bil omfattet og bør ikke køre for at undgå risiko.

Artiklens emner
Opel