Fortsæt til indhold
Biler

Nu angriber Opel mikroklassen

Karl, som er det nye bud i mikroklassen fra Opel, lander herhjemme til maj næste år. Modellen bliver den største i klassen.

Opel går nu ind i kampen om kunderne i mikroklassen. Det sker med den nye model, Karl, som med sine 3,68 meter i længden bliver den største i klassen, hvor VW Up måler 3,54 meter og Hyundai i10 3,66 meter. Hvor meget plads, der er i kabine og bagagerum, har Opel dog endnu ikke oplyst noget om.

Opel Karl vises på forårets motorshow i Geneve og lander formentlig herhjemme til maj. Den nye model, som er udviklet på samme platform som Chevrolet Spark, er opkaldt efter en af grundlæggeren, Adam Opels, fem sønner, som dog hed Carl med C. Men den variation har marketingfolkene tilsyneladende forkastet. Nyheden betyder meget for Opel, især herhjemme, hvor salget af mikrobiler fylder meget.

”Vi har et hul i programmet i det billige A-segment, som vi nu får lukket. Så vi har store forventninger til bilen. Opel Adam er jo mere en livstilsbil,” siger Erik Morsing, der er pressechef hos Opel, til Jyllands-Posten.

Karl er godt to centimeter kortere end Adam, men har alligevel fem døre og fem siddepladser. På de store udenlandske markeder er det hovedsageligt kvinder, der køber både Adam og Corsa, men Opel betegner her, at Karl skal være mere unisex. Her klinger Karl også mere maskulint, lyder det.

”Karl er et kort og iørefaldende navn, der repræsenterer Opels værdier. Det er tysk, emotionelt og opnåeligt," siger Tina Müller, Chief Marketing Officer hos Opel.

I England genopliver bilen et klassisk navn med modelbetegnelsen Vauxhall Viva.

Artiklens emner
Opel