Rummelig Mercedes for folket
B 160 CDI rummer mange kvaliteter, men den har også skønhedsfejl. Basisdiesel med kun 90 hk er meget svag.
I en tid, hvor Mercedes har travlt med at genopfinde sig selv med mere skarptskåret design, sportslige modeller og udstyrskataloger så omfangsrige som rejsebrochurer, er det befriende at sætte sig ind i en Mercedes af den gamle skole.
Altså en bil, som signalerer en no-nonsense anvendelighed og masser af praktiske muligheder, mens motorkraft ikke er noget, som skal tillægges for stor værdi; du skal nok komme frem og endda med en rimelig brændstoføkonomi.
På den front føler vi os nærmest hensat til en af de uopslidelige W123’ere – for eksempel en 200D – fra slutningen af 1970’erne, mens vi ruller ad motorvej E45 i ugens testbil, en Mercedes B160 CDI. Med en pris på 357.000 kr. plus en sportspakke til 15.000 kr. er det den billigste B-klasse, bestykket med en 1,5 liters-diesel på bare 90 hk.
Holder stilen
Mens A-klassen er blevet designertrendy, holder B-klassen sig stadig til det oprindelige koncept som en praktisk, høj bil.
Anden generation af B-klassen fra 2011 har dog ikke den specielle sandwich-bund som de første A- og B-klasser. Men den byder på masser af anvendelighed med en regulær kabine og et bagagerum på 488 liter.
På vejen ligger B-klassen med en sikkerhed og stabilitet som en større bil.
Vægten er helt klart lagt på det komfortable, styretøjet er i balance, men gearskiftet med en stang, der har en lang vandring, er upræcist. Især er det svært at finde bakgearet.
Den 90-hk-motor, som kommer fra Renault, klarer det meste hverdagskørsel gelinde, men virker for klejn til en så stor bil, selv om momentet med 240 Nm ikke er helt ringe. Den model retter sig primært til seniorer, som gerne vil sidde højt og regulært.
Vi ville uden at blinke ofre 15.000 kr. mere og få versionen med 109 hk – også fra Renault – med et moment på 250 Nm, som har samme fine brændstoføkonomi på 24,3 km/l. Eller endda Blueeffiency-modellen, der når op til 26,3 km/l, til samme pris.
Næste modeltrin med 136 hk i Mercedes egen 1,8-liters-diesel er næsten 50.000 kr. dyrere.
Plusser og minusser
Hvis du bare skal have en høj familiebil, er B-klassen i forvejen en dyr sag frem for oplagte alternativer som for eksempel den nye Nissan Qashqai, der er 100.000 kr. billigere. Du skal vælge B-klassen, fordi du er fan af den rare fornemmelse af at glide ubesværet gennem trafikken og selvfølgelig for at få en stjerne i kølergrillen.
Bilen er dog langtfra fejlfri; kontroltasten til vognens infoskærm er placeret, så din højre underarm trykker på den og uforvarende skifter radiostation.
Samtidig er den knaldhårde plast på instrumentbordet ikke et premiummærke værdigt.
B-klassen byder også på sikkerhedssystemer som en træthedsassistent og en radar, der ved hastigheder over 30 km/t. advarer med lys og lyd, hvis du kommer for tæt på en forankørende, mens bremserne gøres klar.
Udstyret byder ellers på bl.a. elektrisk parkeringsbremse, kunstlæder, 16 tommer alufælge og en nakkestøtte-funktion til sædernes Isofix-beslag. Fartpilot er ekstraudstyr. Når det er sagt, er B-klassen det sikre valg, for dig som vil have stabilitet.