Fortsæt til indhold
Biler

Brugt Fiat 500 til over 600.000 kr.

Specialmodeller er der jo intet nyt i, men biler så specielle som her – en Fiat 500 med udstyr og stil fra Ferrari – er der langt imellem. Lige nu er der en til salg i Danmark.

Flemming Haslund

Står der virkelig det: Brugt Fiat 500 til over 600.000 kr.? Jo, det gør der sørme. Og det er rigtigt nok. Her er historien om en ganske særlig Fiat 500. Og det endda for en brugt en af slagsen.

To af de mest berømte ejere: Fernando Alonso (t.v.) og Felipe Massa. De har dog ikke købt deres brugt.

Fiat 500 – den helt oprindelige – stammer helt tilbage fra før Anden Verdenskrig. Lanceret i 1936, senere med kælenavnet Topolino. Men den, vi næsten altid tænker på som den oprindelige Fiat 500, er anden udgave, den fra 1957. Den rigtige. På billeder altid med en Vespa-scooter og en gudesmuk italiensk kvinde lige i nærheden – med 50’er-nederdel og prikket tørklæde. Det er vel Sophia Loren. Dem alle sammen ...

Den historie – Rom, Vespa, Sophia Loren, Fiat 500 – har Fiat haft held til at fortælle os i nutiden. Det er en af de skarpe årsager til, at Fiat 500 model ”Nutid” er blevet et gedigent salgshit.

Grovtunede udgaver

Tryk på alle tangenter: Læder, gearskifte-paddles, kulfiber og aluminium.

Men Fiat er slet ikke standset her. Der findes jo tunede udgaver af Fiat 500 med betegnelsen 500 Abarth. Og mere endnu: Racerudgaver af Fiat 500 Abarth. De findes derude i den store bilverden, hvor mange er parate til at betale mere for den gode historie. Blandt dem er der også folk, der vil betale kassen for den helt rigtige historie. Specielt til dem har Fiat bygget i alt 1.999 Fiat 500 til over en halv million kr. – nemlig specialversionen med navnet Fiat Abarth 500 1,4 695 Tributo Ferrari.

Og mindst to af dem har vi i Danmark. Den ene er lige blevet solgt hos Ferraris danske importør, Formula Automobile i Allerød i Nordsjælland, den anden står hos PrestigeCars i Viborg – Kaffe Kajs berømte forretning. Det er den sidste, den hos Kaffe Kaj, vi har kigget nærmere på.

Den kører også godt!

Rigeligt med rød maling og godt med sort læder er det, der først og fremmest forvandler en almindelig Fiat 500 til lige godt og vel 200.000 kr. for den dyreste til en 500 Ferrari Edition. Dertil virkeligt lirede detaljer, f.eks. ”sovebeslagene” på de dybe racersæder.

Blæret detalje: Sovebeslag i matpoleret alu og med Abarths skorpion som pynt.

Men at gå fra 500 til 500 Ferrari Edition er også et spørgsmål om egentlig tuning. En standard-500 yder 69 hk – Ferrari Edition yder op mod det tredobbelte, helt præcist 180 hk. Maskinen er den samme, som sidder i Alfa MiTo og Giulietta, hvor en turbo har den væsentligste del af æren for effektforøgelsen. I Fiaten er den blevet fintunet, så der er hevet 10 heste mere ud af den end i Alfaerne.

Hvordan er den så, verdens alt for dyreste Fiat 500? Vi har ikke selv haft æren af at massere den højre aluminiumpedal. Men en af udlændingene, der ikke bare kører, men kører stærkt i biler, er den engelske journalist Chris Harris. Han ved godt, hvordan man vrider en særlig bil om et sving, så lad os høre hans vurdering:

»Objektivt set – nej, dette er ikke en god bil. Men ved du hvad, jeg er bare vild med den. En speciel bil – et smykke slet og ret, der ikke burde vurderes på lige linje med andre biler.«

I øvrigt har også Fernando Alonso og Felipe Massa kørt 500 Ferrari Edition. Ja, det vil sige, det må vi da formode. For da bilen i sin tid havde verdenspremiere, fik de to daværende Ferrari Formel 1-polioter hver ”deres helt egen”, som italienerne formulerede det. Og mon ikke, de for skams skyld har kørt en tur?

Fiat 500 Ferrari Edition-bilen hos prestigecars.dk i Viborg har kørt 17.000 km og koster 645.000 kr.