Audi, BMW og Mercedes i nyt våbenkapløb
Superbiler: Der er udbrudt våbenkapløb i overhalingssporet på den tyske autobahn. Audi, BMW og Mercedes kæmper om at have den hurtigste firmabil på programmet. Foreløbig er Mercedes og Audi vinderne.
For de fleste er Audi A6, BMW 5-serie eller Mercedes E-klasse en drømmebil. Flot, potent og kvalitetspræget som kun tyskerne laver dem.
Alligevel findes der ejere, for hvem hestekræfter i trængsel og alt det udstyr, som fabrikkerne i Ingolstadt, München og Stuttgart kan levere, bare er appetitvækkere. De vil have mere.
I Tyskland er de tre mærker således i færd med en oprustnings-spiral, som har nået nye højder. Der skal endnu mere fart på de mest eksklusive modeller i overhalingssporet, og de bruger alle midler for at få konkurrenterne til at blinke ind til højre.
Alle forsøger de utrætteligt at skaffe sig det afgørende forspring med stadig flere hestekræfter og hurtigere acceleration. Hos Audi hedder supermodellerne RS til efternavn, BMW mest buldrende modeller kaldes M, mens AMG er det mest prestigefyldte efternavn hos Mercedes.
Historisk har BMW M5 været kongen af den tyske autobahn, men de seneste år har Audi RS6 og Mercedes E63 AMG forsøgt at komme forbi, og med de nyeste udgaver er de hurtigere i en rå acceleration. Og selv om biltypen ikke er politisk korrekt, er interessen stigende.
»Der findes mange tyske kunder, der elsker den indbyggede diskretion i RS6. Det er den type bilister, som en gang imellem har brug for at køre fra München til Hamborg en sen aften eller tidlig morgen, hvor der er plads til rigtig høj fart i det yderste spor på autobahn,« siger Dr. Axel Strotbek, medlem af bestyrelsen hos Audi.
Fart er afgørende
Han forklarer, at kunderne bare skal have det ypperste, selv om de færreste nogensinde udnytter den kraftige acceleration.
»De her kunder skal have det ultimative, så de har den hurtigste bil i deres omgangskreds. Og her betyder det altså noget, hvor hurtig bilen er til 100 km/t,« siger Axel Strotbek om, hvorfor den nye RS6 er ligeså hurtig til 100 km/t som en Lamborghini Gallardo.
Audi har også valgt at introducere RS-modellerne tidligere i bilernes levetid end før, og sidste år præsenterede de hele fire RS-versioner: RS7, RSQ3, RS5 Cabriolet og altså RS6 Avant.
Markant AMG-interesse
Også AMG oplever i disse år en forrygende vækst. Hvor det tidligere var et begrænset feinschmeckermærke for Mercedes-fans, er målet nu, at der skal være AMG-versioner af stort set alle modeller.
Samtidig sætter mærket endegyldigt trumf på med den seneste E63 AMG, som i den særlige S-version spurter til 100 km/t på kun 3,6 sekunder i sedanversionen og 3,7 sekunder som stationcar.
Køberne er typisk mænd i midten af 40’erne.
»De har stor bilinteresse, mere end et par biler i stald og skifter bil relativt ofte. Køberen af AMG vælger power og performance - men det er rå kraft kombineret med kvalitet og dagligdags anvendelighed,« siger Lars van het Erve, som er pressechef hos Mercedes-Benz Danmark.
Den markante konkurrence på den klassiske spurt fra 0-100 km/t gør dog ondt på BMW, som må konstatere, at deres M5 slet ikke kan følge med i øjeblikket.
Den tager nemlig 4,5 sekunder om at nå 100 km/t, fordi den kun har træk på baghjulene og ikke på alle fire hjul som konkurrenterne, og det koster dyrebare tiendedele.
Men stol trygt på, at BMW-cheferne i München har råbt »so ein Ding müssen wir auch haben - aber schnell« i samme øjeblik, de så, hvad konkurrenterne kom med.
Brancheiagttagere vurderer, at den næste generation M5 også kommer med firehjulstræk og dermed kan blive ligeså hurtig som ærkerivalerne. Entusiasterne må indtil videre lade sig nøje med, at ingeniørerne har lavet en særlig Competition-version med 15 hk ekstra som barberer en tiendedel af 0-100 km/t tiden.
Det lyder som en fortælling fra De Olympiske Lege, men acceleration og topfart er klassiske discipliner, der stadig kan begejstre entusiasterne.