Årets vinder blev en minibil
Bilbranchen tror ikke på flere salgsrekorder, men ser frem til højere salg af større biler.
Der er aldrig tidligere blevet indregistreret så mange nye personbiler i Danmark som i 2013. Ifølge årsopgørelsen fra De Danske Bilimportører rullede der i december 14.287 nye personbiler ud på de danske veje.
Dermed sluttede året ifølge bilimportørerne med et personbilsalg på 182.198.
I forhold til 2012 er der tale om en fremgang på 6,7 pct., og det vækker glæde hos De Danske Bilimportører.
Et imponerende år
"2013 har været et meget imponerende år for salget af personbiler. Gennem hele året har været over niveauet for 2012, der ellers var rekordår," lyder det fra den administrerende direktør Bent Mikkelsen.
For bilbranchen er det dog ikke gode tegn, at salget også i 2013 har været båret frem af de mindste biler. Dem er der både mindre fortjeneste på ved salget, og omsætningen på værkstederne er efterfølgende også mindre end for de større modeller.
Blandt bilmodellerne har årets ubestridte vinder været Volkswagen up!. Den er der ifølge bilimportørerne blevet solgt 12.909. Det er mere end de to næste modeller på listen tilsammen. Toyota Aygo og Skoda Citigo blev der solgt henholdsvis 6.272 og 6.015 af.
De 20 mest solgte modeller i december:
| Volkswagen up! | 1.149 |
|---|---|
| Renault Clio | 595 |
| Skoda Octavia | 491 |
| Peugeot 107 | 467 |
| Peugeot 208 | 439 |
| Citroën C1 | 429 |
| Toyota Aygo | 397 |
| Volkswagen Golf | 335 |
| Citroën C4 Grand Picasso | 332 |
| Skoda Citigo | 308 |
| Opel Insignia | 285 |
| Renault Captur | 276 |
| Ford Fiesta | 248 |
| Ford Ka | 247 |
| Audi A4 | 230 |
| Audi A3 | 210 |
| Volkswagen Passat | 201 |
| Citroën C3 | 200 |
| BMW 3 | 200 |
| Ford Mondeo | 194 |
Kilde: De Danske Bilimportører
Flere kunder til mellemklassen
"Vægten ligger stadig på de mindre og billige biler. Men de seneste tal tyder på, at kunderne til biler i mellemklassen nu vender tilbage i lidt større tal. De flotte salgstal understreger også, at der i disse år sker en fornyelse af bilparken til gavn for miljø og trafiksikkerhed," siger Bent Mikkelsen.
Det bekræftes af tallene for december. Her er Skoda Octavia som repræsentant for de større biler rykket ind på tredjepladsen over de mest solgte modeller. Volkswagen Golf i samme størrelse er nummer otte.
Men med på listen er også Citroën C4 Grand Picasso, Opel Insignia, Audi A4, Volkswagen Passat, BMW 3 og Ford Mondeo.
Slut med rekorder
Det antyder, at der i december er blevet udskiftet en del firmabiler, selv om reglerne for firmabiler er blevet ændret, så det ikke længere er så attraktivt at skifte firmabilen i december.
Samtidig vurderer han så også, at det nu måske vil være slut med rekorder i bilsalget.
"Vi forventer også i 2014 et højt bilsalg. Men vi forventer ikke, at vi vil igen vil få en rekord," tilføjer Bent Mikkelsen.
En presset branche
Samme opfattelse har Jan Lang, der er analytiker for bilhandelspladsen Bilbasen.dk.
"Nu tror jeg ikke på, at det bliver større. Men det har jeg også sagt tidligere. Salgstallene er imponerende, men de dækker samtidig over nogle udfordringer i branchen. Værdien af den solgte bil er jo meget lavere end for nogle år siden, og det presser bilbranchen på indtjeningen," forklarer Jan Lang.
På bilbranchens vegne henter han dog optimisme i en forskel fra første til andet halvår af 2013.
"I andet halvår er der blevet solgt flere af de større biler, og det er ikke kun firmaerne, der køber disse biler. Det gælder også de private bilkøbere, og det er meget positivt for branchen, fordi der er større omsætning i salg og service af de større modeller," siger Jan Lang.
Imponeret over VW up!
Samtidig er han imponeret over, at Volkswagen up! alene tegner sig for en markedsandel på 7,1 pct.
"Det er helt vildt, at der næsten er blevet solgt 13.000 VW up!er. Det er årets suveræne vinder, men samtidig er VW generelt en vinder. Mærket står stærkt i alle klasser, og nu er det også igen gået ind på leasingmarkedet," forklarer Jan Lang.
Top 20 for hele året:
| Volkswagen up! | 12.909 |
|---|---|
| Toyota aygo | 6.272 |
| Skoda Citigo | 6.015 |
| Peugeot 208 | 5.597 |
| Renault Clio | 5.550 |
| Ford Fiesta | 5.451 |
| Peugeot 107 | 4.961 |
| Kia Picanto | 4.681 |
| Citroën C1 | 4.521 |
| Volkswagen Golf | 4.190 |
| Ford Ka | 3.874 |
| Kia Rio | 3.544 |
| Skoda Octavia | 3.537 |
| Toyota Yaris | 3.229 |
| Volkswagen Polo | 3.206 |
| Hyundai i20 | 3.189 |
| Citroën C3 | 2.719 |
| Opel Corsa | 2.632 |
| Fiat 500 | 2.567 |
| Seat Mii | 2.560 |
Kilde: De Danske Bilimportører
Håb om bedre indtjening
Hos Autobranchen Danmark er der også glæde over endnu en rekord i personbilsalget. Men også her er forventningen, at bilsalget nu har toppet.
"Jeg tror ikke, at bilsalget vil kunne fortsætte i samme flotte tempo i 2014. Men det er min forventning, at vi vil se en stigende efterspørgsel efter lidt større biler. Derfor kan 2014 faktisk blive et endnu bedre år for bilforhandlerne, fordi indtjeningen på de lidt større biler er højere," forklarer den administrerende direktør Jens Brendstrup.
Tallene for bilsalget viser også, at det er de private bilkøbere, der har trukket bilsalget mod rekord. De tegner sig for to tredjedele af personbilsalget.
Dieselbiler taber terræn
Samtidig er dieselbilernes popularitet for nedadgående. I 2012 udgjorde de 40 pct. af bilsalget, men i 2013 er andelen faldet til 31 pct.
"Det skyldes, at regeringen omlagde ejerafgiften pr. 1. januar 2013, hvilket gjorde dieselbiler relativt dyre i forhold til benzinbiler. Det har haft en markant effekt på fordelingen af bilsalget i 2013," forklarer Jens Brendstrup
AutoBranchen Danmark er fra årsskiftet fusion af Danmarks Automobilforhandlerforening og Foreningen af Auto- og Industrilakerere.
LÆS OM minibiler PÅ GUIDE.DK