VW's komfortable klassiker
Nummer 1: VW Passat er den mest komfortable og byder på den bedste kørestilling, men alderen trykker lidt.
VW Passat har længe været en af de mest populære firmabiler, selv om det ikke er den billigste.
Det er ikke tilfældigt. Den storladne, komfortable kørestil, som glatter alle huller i vejene ud samt letløbende dieselmotorer og klassens bedste sæder, kørestilling og ergonomiske indretning tæller. Men alderen begynder også at trykke i den store Folkevogn, der har en beskatningsmæssig værdi på 359.995 kr. og som oprindeligt blev lanceret i 2005 med et stort facelift for et par år siden.
Det mærkes især indenfor, hvor instrumentbordet virker noget antikvarisk, og du ikke kan få den nyeste teknologi med for eksempel touchscreen. Samtidig byder den nyere Golf Variant på flere og mere avancerede sikkerhedssystemer og en opgraderet version af den 2,0 liters diesel, der yder 150 hk mod Passats 140 hk.
Med sit pæne moment på 320 Nm mangler den store bil dog ikke kræfter, men en økonomi på 21,3 km/l er i underkanten af dagens standard, og Golfen klarer da også 23,8 km/l. Der er ingen tvivl om, at alt dette hentes ind, når en ny Passat lanceres til næste år. Her vil den også møde den nye Ford Mondeo, som er flere år forsinket. Det er dog uvist, hvornår en ny generation Passat stationcar lander herhjemme. Derfor er Passaten stadig et stærkt kort. Faktisk så stærkt, at modellen fortsat er den mest komplette og bredt favnende af bilerne i feltet.