Fortsæt til indhold
Biler

Her er den nye Ford Ka

Premiere: Større og mere praktisk med fem døre. Sådan bliver den nye Ford Ka, som kommer i 2015.

Christian Schacht, Jyllands-Postens udsendte medarbejder

BARCELONA

En lille, prisbillig bybil. Sådan bliver den nye Ford Ka, der kommer på markedet i 2015, men som fabrikken netop har offentliggjort en konceptversion af.

Fem døre bliver standard, og bilen vokser, så der er god plads til fire voksne inde i kabinen, lyder det.

Dermed forandrer Ka sig fra at være en lille tredørs model med yderst begrænsede pladsforhold til en snusfornuftig indgangsmodel til familier, som ikke vil ofre ret mange penge på ny bil.

Undervogn fra Fiesta

Teknisk set er undervognen hentet fra den forrige Fiesta, men gjort lettere, mens motorprogrammet uden tvivl vil være moderne trecylindrede benzinmotorer, selv om der endnu ingen officielle oplysninger er i den retning.

Vi gætter på, at udgaverne uden turbo vil være dominerende pga. den intensive priskrig i klassen, men det eneste vi ved, er at Ford lover, at Ka får klassens laveste benzinforbrug.

Flere digitale enheder

Til gengæld siger Ford, at der vil være avancerede teknologier som for eksempel det stemmestyrede kommunikationssystem SYNC med mulighed for at høre bl.a. streamingtjenesten Spotify og en smart dockingstation til opbevaring og genopladning af mobiltelefon.

»I fremtiden vil der være en øget forventning til alle digitale enheder. Gadget skal kunne bruges og overføres uden problemer – fra hjem til bil til arbejdsplads. Og det er præcist, hvad Ka-konceptet præsenterer«, siger Stephen Odell, som er Fords europæiske topchef.

Bilen er udviklet til et hastigt voksende globalt marked for mikrobiler og skal være en såkaldt global-Ford, dvs. at den skal sælges over det meste af verden.

Mere anonym

Det betyder desværre også, at den lille Ka mister sit designmæssige særpræg, som især den første generation var præget af.

Den nye Ka kunne ligeså godt være en asiatisk bilmodel, efter det første indtryk at dømme. Den er mest vellykket foran, hvor Fords Aston Martin-agtige front ser pæn og nydelig ud, mens den er helt anonym, set bagfra.

Ford forventer en vækst på 35 pct. i den såkaldte mikroklasse ind til 2017 og vil gerne have en større bid af kagen med den nye Ka, som vokser mellem 10-15 centimeter i længden i forhold til nu.

Fra officielt hold lyder det, at prisen på den nye Ka vil falde i forhold til den eksisterende version. Om det holder herhjemme, hvor den mindste Ford kan fås fra kun 70.000 kr. plus levering, er nok mere end tvivlsomt.

Historien

Den første Ford Ka kom på markedet i 1996 og blev en kæmpesucces for fabrikken. Designet var unikt og tiltrak især kvindelige købere og den kørte fremragende. Modellen forblev da også i produktion i hele 12 år, indtil den nuværende udgave kom på markedet. Det var i et samarbejde med Fiat, hvor Ford stort set blot lavede et nyt karrosseri og cockpit til bilen, mens undervogn og motorer var hentet fra Fiat 500, samtidig med, at bilen også blev og fortsat bliver fremstillet på den samme Fiat-fabrik i Polen.

Bilen blev dog aldrig den samme succes, selv om den herhjemme sælger godt, takket være kraftige prisnedsættelser.