Fortsæt til indhold
Biler

Test: Disse dæk skal du vælge til vinter

Større hjul på bilerne gør det mere nødvendigt at skifte til vinterdæk, mener FDM.

Større hjul og dæk pynter på de fleste biler, men de store hjul er ikke velegnede til kørsel i vinterhalvåret, og derfor bør bilisterne i højere grad skifte til vinterdæk.

Kører man i en ny bil med store hjul og dæk, er det ikke kun en god idé at skifte til vinterdæk. Det kan faktisk være livsnødvendigt!
Søren W. Rasmussen, bilteknisk redaktør hos FDM

Rådet kommer fra bilistorganisationen FDM, der sammen med de øvrige bilistklubber i Europa netop er klar med en ny test, der udpeger de bedste dæk til den kommende vinter.

Vinterdækkene bliver bedre

Den gode nyhed til bilisterne, der står over for at skulle anskaffe nye vinterdæk er, at dækkene generelt bliver bedre og bedre. Ja faktisk konkluderer FDM, at mange af de nye dæk passer perfekt til en dansk vinter, der mere er præget af lejlighedsvis sne og sjap end af langvarige periode med fastkørt sne og is, som det er tilfældet længere mod nord.

"Dækproducenterne synes igen at have lagt vægt på det solide vejgreb, uanset om vejret byder på regn, slud, sne eller is," siger Søren W. Rasmussen, der er bilteknisk redaktør hos FDM. Du kan finde FDM's generelle råd om dæk her.

32 dæk testet

Bilklubbernes test omfatter 32 vinterdæk i to populære størrelser. Det er 15 tommer (185/60) til biler som VW Polo, Peugeot 208 eller Skoda Fabia, og 17 tommer (225/45) til større biler som Ford Mondeo og BMW 3 og 5-serien.

Dækkene er blevet testet efter 18 kriterier. Til sammenligning kræver EU's mærkningsregler kun at dækkene er mærket med tre kriterier: Bremseegenskaber på våde veje, rullemodstand og dækstøj.

Bilerne får større hjul

"De større dæk er blevet mere interessante, fordi mange bilproducenter de senere år er gået en dækstørrelse eller to op. Mange nye biler leveres nemlig med mere sportslige dæk, som matcher bilernes ofte høje tophastigheder. Men problemet er, at disse er uegnet til vinterføre, fordi dækkene har problemer med at få ordentlig vejgreb," forklarer Søren W. Rasmussen med tilføjelsen.

"Kører man i en ny bil med store hjul og dæk, er det ikke kun en god idé at skifte til vinterdæk. Det kan faktisk være livsnødvendigt!"

Gå uden om discountdækkene

Dette års test gentager i øvrigt mønstret fra de senere år. De store dækproducenter klarer sig med de kendte mærker bedst, mens nogle discountmærker klarer sig dårligst.

"De dumper som udgangspunkt på dækkenes egenskaber på våd vej," forklarer Søren W. Rasmussen. Det er netop en egenskab, som FDM vægter højt på de danske bilisters vegne.

Testvindere ikke altid bedst

Som noget nyt har de europæiske bilklubber denne gang testet dækkene i samme størrelse som den seneste test af sommerdæk.

"Det giver ejerne af de populære bilmodeller et godt udgangspunkt, når det gælder valg af dæk til forskellige årstider. Det betyder ikke, at alle bilister skal vælge testvinderne, for der kan være forskelle i kørselsbehovet, der gør, at bilisterne bør vægte nogle egenskaber højere end andre.

Derfor bør bilisterne dykke ned i testen, så de får valgt de dæk, der passer bedst til lige netop dem," forklarer Søren W. Rasmussen.

Her er vinderne

Blandt 15-tommer dækkene er vinderne:

Continental ContiWinterContact TS850 klarer sig bedst på sne og is, Dunlop Winter Response-2 udmærker sig på våd vej og sne samt ved et lavt brændstofforbrug, Semperit Speed-Grip 2 får ros for ringe indflydelse på brændstofforbruget, Michelin Alpin A4 roses for sin slidstyrke og Nokia WR D3 imponerer på tørre veje.

Til gengæld hører dækkene Kormoran Snowpro B2 og Marangoni 4 Winter E+ til de dæk, som bilisterne bør holde sig fra. De klarer sig dårligt på sne og våde vejbaner, lyder dommen fra bilistorganisationerne.

Så er det op til den enkelte bilist at vægte, hvad der er vigtigst for hende eller ham.

Læs mere om 15 tommer dækkene hos FDM.

Blandt 17-tommer dækkene er vinderne:

Continental ContiWinterContact TS850 får topkarakter på sne, Bridgestone Blizzak LM-32S klarer sig bedst på våd vej og Michelin Alpin A4 overbeviser med det mindste slid.

I denne størrelse bør bilisterne undgå dækkene Interstate IVT 2 og Sailun Ice Blazer WSL-2. De klarer sig meget dårligt på våde veje. Sailun dækket klarer sig dog rigtig godt på sne og is, men dumper på sine egenskaber på både våde og tørre vej.

Dermed rammer Sailun-dækket direkte ind i en norsk debat om EU's mærkningsregler for dæk. Dækket burde passe fint til norske vinterforhold med masser af sne og is, men ikke til vejene i det sydligere Europa.

Læs mere om 17 tommer dækkene hos FDM.

Norsk kritik af mærkning

I Norge mener dækbranchen nemlig, at den europæiske dækmærkning også bør tilpasses nordiske forhold. De europæiske dæk skal mærkes for bremseegenskaber på våd vej, rullemodstand og støj.

Men den norske dækbranche henviser til, at en vinter i Norge, Sverige eller Finland ikke kan sammenlignes med en vinter i det sydligere Europa. Dækbranchen ønsker derfor også vinterdækkene mærket for egenskaber på sne og is.

"Når vinterdæk uden pigge testes på våd asfalt, falder de dårligt ud på vejgreb. Omvendt kan et dæk, der er velegnet under norske forhold, få dumpekarakter, fordi det ikke er optimalt under sydligere forhold med snefrie veje," forklarer Hroar Braathen, der er daglig leder af de norske dækimportørers forening, til Bilnorge.no.

Dækbranchen holder i øvrigt i dag møde med det norske vejdirektorat om sagen.

"Et vinterdæks egenskaber på sne og is er helt afgørende for norske bilister, og derfor mener vi, at det også bør fremgå af mærkningen," tilføjer Hroar Braathen.

Mærkning skal være enkel

Herhjemme er man i Dækbranchens Fællesråd tilfreds med den fælles EU-mærkning af dæk. Men samtidig understreger man, at bilisterne skal vægte anderledes, når de vælger vinterdæk. Desuden bør de få personlig vejledning enten på værkstedet eller hos et dækfirma.

"Som udgangspunkt hilser vi EU-mærkningen af dæk velkommen. Men bilisterne skal vælge efter andre kriterier, end når de eksempelvis vælger et køleskab med energimærkning A+++. Det er der, det kan gå skævt i forhold til valg af sommerdæk," siger Volker Nitz, der er direktør i Dækbranchens Fællesråd.

"Et sommerdæk skal rulle så let som muligt, men et vinterdæk vil aldrig få topkarakter i rullemodstand. Det siger sig selv, at det skal have så meget greb som muligt. Men når en dækmærkning skal koges sammen til tre parametre, vil det blive forsimplet. Når bilproducenterne tester dæk, tester de måske på 16-18 parametre, og dækfirmaerne tester måske selv på 20-30 parametre eller flere," forklarer Volker Nitz.

Få personlig vejledning

Han opfordrer derfor bilisterne til at få personlig vejledning fra enten værkstedet eller et af dækfirmaerne, før de vælger de nye vinterdæk til bilen. På den måde kan de få klarlagt, hvilke parametre de bør vægte højest og dermed få de dæk, der passer bedst til kørselsbehovet.

"Mit første råd er: "Skift til vinterdæk". Det er nødvendigt, hvis bilisterne SKAL ud at køre hver dag i vinterhalvåret. Hvis bilisterne kan lade bilen stå og klare sig med offentlig transport på de værste vinterdage, kan de dog klare vinteren på sommerdæk. Men det forudsætter, at der er tale gode sommerdæk med meget mønster," siger Volker Nitz.

Dækbranchen og Trafikstyrelsen er i øvrigt på vej med en hjemmeside, der skal informere bilisterne om bl.a. dækvalg. Der er også vejledning at hente hos Rådet for Større Dæksikkerhed.