Endelig: En Fiat til storfamilien
Premiere: Fiat 500L Living er Fiats bud på en storfamiliebil - den er vokset med opgaven - og kører bedre.
Torino
Fiat 500L er i forvejen en praktisk bil, som nu er blevet endnu mere praktisk.
Fiat har forlænget bilen med 20 cm til fordel for plads og køreglæde - ja, det sidste lyder lidt sært, og det vender vi tilbage til. I første omgang får du baggrundshistorien.
Navnet burde vel egentlig være Fiat 500 XL, men marktingfolkene hos det italienske mærke har valgt det noget mere anonyme 500L Living til den nye storfamilie-Fiat med plads til syv, der bygger oven på den kendte 500L.
Fiat 500 og den Punto-baserede 500L er de to modelserier, som Fiat lige nu sætter deres lid til i Europa og USA.
Fiat har succes med 500 navnet, og den store 500L er en del af den succes med omkring 100.000 solgte biler siden juli sidste år og over en million eksemplarer i alt af den lille 500.
Derfor har Fiat planer om at bygge endnu flere varianter af de to modeller - f.eks. en firehjulstrukken Fiat 500 - plus varianter af 500L-modellen.
De to første varianter af 500L hedder Living og Trekking.
Living er som nævnt en længere udgave af 500L, og Trekking er en 500L med firehjulstrækker-look med skørter og rå detaljer - men udelukkende med forhjulstræk som er målrettet de aktive og de smarte.
Trekking er i bund og grund en lidt forhøjet 500 i normallængde og 10 mm større frihøjde. Den har hverken firehjulstræk eller spær, men Fiat har omprogrammeret ESC-systemet, så det egner sig bedre til at køre i grus og sand.
Men - det hele starter med et men - sidst vi kørte Fiat 500L, havde vi ikke meget pænt at skrive om den. For vel var den praktisk og rar at være passager i. Men bag rattet hang 500L bare ikke sammen. Bilen føltes mekanisk ude af synkronisering.
Et slattent gearskifte kombineret med masser af turbotøven og et styretøj af den meget umeddelsomme type, hvor styreudslag og reaktioner ikke fulgtes ad - lidt ligesom når du kører race på en Playstation med tilhørende rat - var en del af oplevelsen.
Men der er sket noget med oplevelsen.
Under præsentationen i Milano forleden var vi temmeligt forundrede over, hvor anderledes Fiat 500L føltes.
Fiat 500L opleves kort og godt som en helt anden bil end den, vi kørte for nylig. Meget mere sammenhængende og velkørende.
Fintuning
Ingeniørerne har haft et år til at fintune køretøjet, ændre på software og tilpasse fjeder-støddæmper-karakteristik. Samtidig har Fiat fået koblet en ny 1,6-liters dieselmotor og en ny gearkasse, som vender op og ned på, hvordan en Fiat skifter gear.
Og heldigvis gælder meget af det også den lille diesel på 1,3 liter, som gav en tilsvarende forbedret oplevelse, selvom den selvfølgelig ikke når 1,6'eren på moment og kræfter. 1,3'eren har vi ellers kun dårlige erfaringer med.
500L Living er i øvrigt ret støjsvag og i det hele taget rar at køre både hurtigt og langt i. Og komforten fra fjedre og støddæmpere er absolut godkendt. Derfor føles Living ganske behagelig, også på motorvejen, hvor støjen også er holdt pænt nede.
Pas på prisen, Fiat
Living kan her i Danmark bedst sammenlignes med Renault Grand Scenic og Nissan Qashqai +2.
Det er nemlig de to mpv-biler, som har de mest konkurrencedygtige priser. Fiat er tvunget til at gøre bilen lige så attraktiv som Renaults Grand Scenic, som er større og pakket ind i udstyr til en begrænset pris.
For at nå derop hos Fiat, skal du vælge mellemmodellen kaldet Popstar og tilkøbe både klimaanlæg (+8.000 kr.) og elruder ved bagdørene (+4.000 kr.) - og så løber prisen for en 1,6 med 105 hk op i 288.000 kr., hvis vi skal tro de foreløbige kalkuler fra importøren.
Den pris synes i overkanten, hvis man kigger på den større plads og ekstra motorkraft, som er standard i eksempelvis Renaulten.
I det hele taget kan det undre, at Fiat igen prissætter deres biler i den høje ende, for oftest ender det med, at importøren bliver nødt til at sætte den ned igen, når salget udebliver.
Senest er der sket med den almindelige Fiat 500L, som der bliver kørt kampagne på for tiden.
Der er under alle omstændigheder 19 farvekombinationer at vælge imellem, mulighed for sort-eller hvidlakeret tag samt et væld af aluminiumsfælge og forskellige indtræk, så bilen kan livsstilsstyles.
Fiat 500L Living kan endda yderligere udstyres med læderindtræk, integreret navigation og et bak-kamera, som gør det lettere at manøvrere i forbindelse med parkeringer.
Modellen, der bygges i serbiske Kragujevac, lander herhjemme til september.