Kompakt og kompetent
Nr. 1. Mazda CX-5 er testens mindste bil, men alligevel rummelig og særdeles velkørende. Vi har en vinder.
En fremragende bil og inkarnerede Mazda-fans skal ikke give afkald på nogle af mærkets klassiske køreglade dyder, trods den høje kørestilling. Sådan er dommen over Mazda CX-5, som vi har kørt i versionen 2,2 diesel Vision.
Gearkassen er dejligt mekanisk klikkende, hvor der kun skal små vrik med håndleddet til for at skifte gear. Nå dieselmotoren får lov, spurter bilen af sted, som var den en menig sælger med en resultathungrende chef lige i nakken. Allerede ved 1.600 omdrejninger er der så mange kræfter, at bilen flere gange lavede hjulspind. Mazdaen er nemlig markant hurtigere end konkurrenterne i testen, også takket være, at den vejer 100 kilo mindre. Testbilen manglende dog også træk på alle fire. Det gør den billig til en pris på 419.997 kr. men en sammenlignelig pris med 4x4 er 454.998 kr. og 30.000 kr. for automatgear.
Tøjlerne styres med et dejligt kompakt rat og skarpt styretøj, det hjælpes af en fast undervogn, som er tangerende til det vel hårde. Måske nødvendigt for at holde stabilitet på bilens høje tyngdepunkt, men det bør kunne gøres mere nuanceret.
CX-5 er på alle måder en regulær bil med fin plads, hvor bagsæderne byder på et ret siddestilling med god loftshøjde, mens der er 503 liter bagagerum.
Konklusion
Mazda CX-5 er testens mest letkørte bil med fremragende svingegenskaber, super motor og masser af plads. Da prisen samtidig er lav, vinder CX-5 gruppetesten.