Mercedes op i gear med ny sportscoupé
Premiere: Mercedes-Benz´ nyeste bil er lige så skulpturel og forførende i formerne som den større CLS. Teknikken er hentet fra A-klassen, og CLA er første forhjulstrukne sedan med stjerne på.
SAINT TROPEZ
Anderledes, fræk, skulpturel og samtidig til at betale. Sådan er Mercedes’ nyeste bil, der lidt poppet sagt er en Aklasse med bagagerum, og så alligevel ikke.
Godt nok henter Mercedes den grundlæggende arkitektur fra A-klassen, men designet og bilens attitude er en helt anden, og med en pris på omkring 100.000 kr. over A-klassen er kundegruppen også en noget anden.
Lad os lige begynde med det store spørgsmål, som en del kunder til en 4-dørs coupe vil stille som ultimativ betingelse for at overveje en CLA: Kan man med respekt for, at design selvfølgelig koster rummelighed overhovedet sidde på bagsædet? Til det er der kun et svar: Ja … Mine 184 cm finder plads, og selv om jeg ikke kan se så meget ud af sideruden pga. tagets faldende konstruktion, sidder jeg udmærket og med plads til benene.
Skulpturelt mesterværk
Formgivningen henter inspiration fra CLS, men CLA er noget mindre og med sine kantede detaljer lidt mere aggressiv i formsproget end CLS, der indeholder mere elegance i udtrykket.
Bilen har direkte appel til yngre, der shopper Audi og BMW, fordi de længe har fundet stjerne-udvalget lidt for sat i udtrykket, men med CLA satser Mercedes virkelig på følelserne, for du er nødt til at tage stilling til designet.
Lav og sportslig
Bag rattet opleves bilen som endnu lavere end A-klasse, og man sidder tæt i en meget intim atmosfære med en smal forrude at kigge ud af.
Kigger man nøgternt på interiøret, er 98 procent hentet direkte fra A-klassen, men oplevelsen af sport og ikke mindst premium er højere i CLA, for du fornemmer, at bilen er støjdæmpet bedre, ikke mindst når det gælder hjulstøj.
Det afslører sig fra første meter, vi tilbagelægger i CLA 200 med sportsundervogn og 18’’ ContiSportContact 5. Her er stort set ingen støj fra de brede lave valser, og det imponerer.
Senere skifter vi til komfort-undervognen, og det er den, du bør vælge, hvis du falder for det inciterende design af CLA. Sportsundervognen er ikke direkte stødende, men dog så stram, at hullede veje hurtigt bliver trættende i længden.
Med 156 hestekræfter fra den lille 1,6-turboladede maskine er der fornuftigt med overskud i CLA, mens oplevelsen i CLA 250 med 2,0-liters benziner, 211 hk og dobbeltkoblingsgearkasse er en udsøgt fornøjelse.
Billigste mulighed i CLA er 1,6’eren med 122 hestekræfter, og mon ikke, at den vil løbe med en del af de danske kunder, for fraprisen på 432.000 kr. er skarp, som det frække design og takket være lav luftmodstand skulle bilen kunne rulle 20 km/l.
I første omgang kommer CLA kun med én dieselmaskine, for USA er først i køen til bilen, og her er der ingen, der orker diesel til persontransport.
Let til bens
På vejen er bilen uhyre let at placere millimeterpræcist, takket være ”direct steer”, der er standard i CLA, modsat Aklassen.
Forvognen bider sig godt fast, og bilen er underholdende i snævre sving med en god feedback gennem rattet. Kun ved meget brutal kørsel afslører CLA sin forhjulstrukne sjæl og kan bringes til at understyre, men hold dig inden for dækkenes greb og bilen er sjov og engagerende bag rattet.
Jyllands-Posten var inviteret til Saint Tropez af Mercedes