Tre minibiler til 110.000 kr.
Vi sammenligner Fiat Punto, Opel Corsa og Nissan Micra i de respektive basisversioner.
Fiat Punto 1,2 5d (Cool)
Fiat Punto er en fin bil for den lille familie. Importøren sælger de sidste eksemplarer før et facelift til 109.990 kr. for en 1,2 5d med 69 hk og aircondition. Det er et godt tilbud for dig, der skal have et billigt og gennemprøvet transportmiddel, som klarer fornuftige 19,6 km/l. Modellen er fra 2005, men holder sig forholdsvis frisk. Du skal ikke forvente en sportslig og dynamisk tilgang, som i nyere konkurrenter. Puntoen byder primært på en adstadig fremfærd. Samlet set er Fiaten det bedste køb.
Opel Corsa 1,0 Essentia Plus 3d
Opel Corsa er den mest solide, men i grundversionen også den sløveste af de tre. Modellen fra 2006 er kun tredørs, hvis du skal holde dig under 110.000 kr. Til den pris får du en 1,0 Essentia Plus med 65 hk. Den klarer godkendte 19,6 km/l, men byder ikke på aircondition, som koster en halv snes tusinde kr. ekstra. Med fem døre skal du et udstyrsniveau op, og så lander vi på 126.000 kr. I modsætning til tidligere har basisversionen dog radio, men ender her på en tredjeplads, og Corsa trænger til en afløser.
Nissan Micra 1,2 Visia City 5d
Nissan Micra er den mindste af de tre, men alligevel pænt udhulet. Modellen fra 2010 sælges på tilbud til 104.990 kr. for en 1,2 Visia City med hele 80 hk. Det gør bilen kvik, men den klarer alligevel 20,0 km/l. Modellen er fornuftigt udstyret med bl.a. kørecomputer. Hvis du vil have aircondition med, kan det gøres ved at gå en snes tusinde kr. op til en Visiamodel, der ligger i 114.990 kr. Det placerer den lille Nissan på en samlet andenplads i feltet, men du skal kunne leve med en rustik bilmodel med knaldhårde plastmaterialer.