Fortsæt til indhold
Biler

Fremtiden er begyndt

Premiere: Det lover godt for den nye elektriske Tesla S, der er en fuldvoksen luksus-limousine og i topversionen har motorkraft som en supersportsvogn.

Det her er ren science fiction.

Vi skal kun røre let ved håndtaget, før der overlegent glider fire forkromede skjulte dørgreb ud fra karrosseriet, indenfor i kabinen dominerer en 17 tommer touch-screen som en iPad størrelse XXL, mens karrosseriet med de brede katteagtige hofter og det Jaguaragtige touch nærmest smyger sig over limousinekonturerne a la designersnit på en modelkrop. Et karrosseri, der for øvrigt kan flytte den fem meter lange femdørs sag fra 0-100 km/t på 4,6 sekunder. Og så er der lige motorbrølet… det er der ikke.

Vi taler om den nye hypede Tesla S. Modellen, der er udråbt som den mest gennemførte elbil til dato. Ikke kun på grund af designet.

Fin rækkevidde

Ifølge fabrikken klarer bilen, trods superpræstationer, en rækkevidde på mellem 375 km og 500 km på en opladning, alt efter model, og rummer endda op til syv personer, når det minimale børnebagsæde i bagagerummet tages med.

Vi har fået mulighed for en prøvetur ved det første officielle arrangement på dansk grund, hvor Tesla viser bilerne frem for en række af de flere hundrede danskere, der har betalt et depositum på 30.000- 230.000 kr. for at kunne bestille en Tesla S, der koster fra 563.000 kr. og op til 854.000 kr.

Instrumenteringen er på sin vis klassisk. Men de to skærme, der er bag rattet og i midten, bugner af informationer.

Testbilen er en Tesla S Signature med Performancepakken, der øger effekten, så den har hele 416 hk, mod 362 hk i den almindelige udgave.

Vi går ombord, hvor alt ånder luksus med alcantara og læderinteriør. Storskærmen i midten kan vi både bruge til navigationsanlægget, surfe på nettet eller sætte bilen op i en af de mange indstillinger. Og så er den for øvrigt udstyret med det største bakkamera, vi nogensinde har set. Indstillingerne gælder også undervogn, styretøj og motorens effekt, hvilket betyder, at Tesla S’en i opsætning kan fremstå som både amerikansk komfortabel eller ligne en europæisk supersportssedan.

Midt i det hele er der dog også noget velkendt. Mercedes er sammen med Toyota medejere af Tesla, og fabrikken har lånt stumper fra ejerne. Således er stilkkontakterne, inklusiv gearvælgerarmen hentet fra stjernemærket.

Letkørt limousine

Og så af sted på lydløse fjed, hvor Tesla S opleves usædvanlig letkørt, især når vi tænker på størrelsen, som er på niveau med Audi A6.

Det ligner magi. Dørhåndtagene er skjult i karrosseriet, og de kommer frem ved en let berøring.

Vi befinder os på limousine-niveau, og det er også som lydløst motorvejslokomotiv, vi oplever S’en. På et stykke øde vej, kan vi lade det enormemoment på 600 Newton-meter folde sig ud. Sømmet i bund, baghjulene pifter let rundt, indtil traction controllen får fat, og vi bliver løftet frem som af en enorm hånd. Det her går hurtigt, rigtig hurtigt. Men med en fornemmelse af, at bilen ligger fast og stabilt på vejen.

Vi har faktisk ikke haft en lignende oplevelse, siden vi blev båret frem af et enormt kraftoverskud lige så overbevisende tyst i en Rolls-Royce Ghost – uden enhver sammenligning naturligvis.

Nu gav den korte testtur i omegnen af Kastrup Lufthavn ikke mulighed for den vilde kurvekørsel. Men umiddelbart opleves Tesla S som en rejselimousine, hvor komforten er i højsædet, frem for rå race-fornemmelse.

Teknikerne har skabt en fin balance i bilen med batteriet liggende fladt i maven fordelt over hele bunden som på bugen af en haj.

Stort bagagerum

Plads er der masser af foran og på bagsæderne, hvor selv Ulf Pilgaard kan strække ben i ro og mag.

Pladsen på bagsædet er imponerende, her er plads til rigtigt lange ben.

Bagagerummet under den store bagklap giver hele 745 liter, men der er også plads til yderligere 150 liter under fronthjelmen som i en gammel VW Boble. Motoren, som er placeret mellem baghjulene, fylder jo intet ude foran.

Ikke rigtig plads til syv

De to bagerste pladser i bagagerummet er ikke noget at skrive hjem om. Fabrikken siger, at der kan sidde børn på op til 10 år. Vi mener, at det nærmer sig en ren straffeaktion at placere poderne duknakkede deromme.

Til gengæld kan de ombordværende glæde sig over superluksus, hvor topmodellen også byder på luftaffjedring, nappa-læder interiør, carbon-bagspoiler og 21 tommer alufælge – testbilen havde dog 19 tommer fælge. Kvalitet og finish opleves på europæisk niveau.

Opladningen sker gennem et stik, der gemmer sig i venstre baglygte. Inden for det næste halvandet år er der en håndfuld quickladere på vej herhjemme, der skal gøre opladning hurtig.

Opladningen klares ved at sætte et kabel i stikket ved venstre baglygte. Det tager otte-ni timer hjemme i stikkontakten, og er nede på fire- fem timer med den højere ampere-styrke de offentlige ladestandere nu er ved at geare op til.

Du kan tilkøbe et abonnement ved Clever eller Better Place. Clever har allerede et net af hurtigladere, som kan klare en opladning på cirka to timer, mens Tesla selv er på vej med en stribe superladere, der gør det på en time.

Vi glæder os til senere at prøve en længere tur i Tesla S’en, hvor vi også holder et vågent øje med rækkevidden. Noget, som har været en akilleshæl for elbilsfabrikanterne, men som Tesla erklærer, at der er taget hånd om med de Litium-ion batterier, der er i bilen.

3000 solgte

Foreløbig er der leveret 3000 Tesla S’er til kunder rundt omkring i verden, mens der ifølge fabrikken er optioner på 15.000 biler. De danske købere får leveret deres første biler i løbet af sommeren, med en forsinkelse på tre måneder. Biler, der bestilles nu, vil dog kunne fås sidst på året. Foreløbig kan Tesla S kun købes, men der bliver arbejdet på en leasingmodel.

Umiddelbart oplever vi Tesla S som en bil, der imponerer på alle fronter. Men det er stadig en luksusbil. Nu mangler vi bare en folkelig prissat Tesla med endnu kortere ladetid, som kan bane vejen for et reelt gennembrud på elfronten.