Strid om anhængertræk på mikrobiler
Nu kan du snart få anhængertræk til Toyota Aygo & Co. Importører fraråder, Trafikstyrelsen og FDM siger ok.
Anhængertræk er ikke en selvfølge for ejere af Toyota Aygo, Peugeot 107 og Citroën C1. De findes nemlig ikke. Og dog. Et dansk firma er nu på vej med et træk til Aygo-trillingerne, så ejerne snart kan futte rundt med små trailere.
Det sker dog ikke uden sværdslag. De danske importører af de tre modeller fraråder nemlig, at man sætter trækkrog på de små biler.
Det sker på trods af, at Trafikstyrelsen har godkendt det pågældende træk. Det er produceret af den belgiske producent GDW, som har fået trækket godkendt af de tyske myndigheder efter en test hos instituttet TÜV, der efterfølgende har tilladt en totalvægt på 350 kilo med trailer uden bremser – 500 kilo med – til sammenligning har en almindelig Brenderup Trailer en totalvægt på 500 kilo. Importørerne fastholder dog.
»Aygo er ikke godkendt af Toyota til at få monteret træk, og der er i konstruktionen ikke taget hensyn til, at bilen skulle kunne trække en anhænger. Toyota Danmark anbefaler derfor, at man ikke monterer anhængertræk på sin Aygo,« siger Anders Tystrup, som er pressechef hos Toyota Danmark.
»Hvis man alligevel gør det – trods vore anbefalinger om det modsatte – og man kommer ud for en ulykke, hvor det kan påvises, at årsagen til ulykken er kørsel med anhænger, kan Toyota ikke gøres ansvarlig. Det er altså på eget ansvar,« lyder det fra Anders Tystrup.
Hos Dansk Anhængertræk kan salgschef Tom Christiansen ikke se det store problem. »Det har aldrig været bilproducentens ansvar, hvis et anhængertræk kollapser. Og kunden kommer heller ikke til at stå i ingenmandsland.
Det er i alle tilfælde anhængerproducentens ansvarsforsikring, som dækker,« siger Tom Christiansen, der fortæller, at der foreløbig er solgt 1.000 træk i Europa, og det ikke har givet problemer.
FDM maner til ro
Jørgen Jørgensen, der leder FDMs tekniske rådgivning, mener, at man roligt kan købe et sådant anhængertræk.
»Det er en godkendt og lovlig løsning, som man kan vælge til sin bil. I vores rådgivning vil vi sige, at Toyota fraråder det, men, at der er en lovlig godkendelse. Man skal dog være opmærksom på, at bilen med den meget lave trækvægt på de 350 kilo hurtigt kan komme til at køre med overvægt, hvis du tager en almindelig havetrailer og fylder den med grus,« siger Jørgen Jørgensen.
Han mener ikke, at kunderne har risiko for at komme i en økonomisk klemme ved en ulykke. Her er der nemlig ofte en række ydre omstændigheder, som spiller ind.
»Alle godkendelser er der. Hvis det var en fuldstændig tåbelig løsning, så var det ikke sket. Samtidig er det en meget lav vægt, man må trække, så jeg synes ikke, man skal have samvittighedskvaler med at vælge sådan en løsning,« siger han.
Klage
Peugeot har med reference til de to andre mærker gjort indsigelser over for Trafikstyrelsens godkendelser af trækket. Trafikstyrelsen oplyser dog, at den er forpligtet til at acceptere den tyske godkendelse.
»Som EU-medlem accepterer vi den tyske godkendelse, da de tyske myndigheder baserer deres godkendelse på en prøvningsrapport fra et anerkendt prøvningslaboratorium, « siger Jesper Jukic, der er ingeniør i Trafikstyrelsen.
Trafikstyrelsen har dog gjort en indsigelse over for de tyske myndigheder (Kraftfahrt-Bundesamt), fordi man efter normal regelpraksis herhjemme hovedsageligt retter sig efter bilfabrikantens forskrifter, frem for et prøvningslaboratorium som for eksempel TÜV.
Styrelsen har samtidig bedt de tre bilimportører fremsende dokumentation for, at trafiksikkerheden skulle blive forringet ved montage af anhængertræk. Det er dog ikke sket.
»Vi har ikke dokumentation for, at det er trafikfarligt for bilen at have noget på krogen. Men vi har fabrikkens beskrivelse af, at den ikke må have noget på, nemlig nul kilo. Vi anbefaler bare folk, at de ikke sætter trækkrogen på. Så er man helt sikker på, at man kører helt forsvarligt, både med hensyn til sikkerhed og garanti,« siger Anders Tystrup fra Toyota.
Hvis man køber trækket, kræver det en tur forbi synshallen for at få en ny registreringsattest, hvor trækvægten er angivet. Når den er på plads, har Tryg, der er et af Danmarks største forsikringsselskaber, ingen betænkeligheder ved at tegne en trækkrogsforsikring på en af de tre mikrobiler, oplyser Troels Rasmussen, der er kommunikationsdirektør i Tryg.