Genvej til en billig Golf
Brugttest: Seat Leon er en solid bil på brugtmarkedet. Og meget billigere end VW Golf.
For syv år siden kørte en nyfødt Seat Leon med al hæderen, æren, champagnen og roserne, da landets dengang toneangivende motorjournalister kårede Årets Bil i Danmark 2006. De jublede i kor over dens udseende, køreegenskaberne, pladsforholdene, mekanikken, kvaliteten, sikkerhedsudstyret – og prisen, ikke mindst. Leon var på én gang billigere end Skoda Octavia, mere velkørende end VW Golf og flottere end Audi A3.
Seat slog sig op som mærket, der leverede sydlandsk temperament og tysk kvalitet. Siden har 3.007 danskere sat deres sparepenge i en Leon. Mere end halvdelen af bilerne blev solgt i de første tre år, så udbuddet af brugte Leon består, naturligt nok, især af 2006-2008 årgange. Her er det primært 1,6 benzin og 1,9 TDI, som er udbredt, mens nyere Leon er en blandet landhandel af 1,2 TSI, 1,6 TDI og endnu færre 2,0 TDI og 2,0 TFSI.
Der er tilsyneladende heller ingen grund til nervøsitet, hvis du er faldet for en 5-6 år gammel Leon hos din lokale forhandler. Ifølge Jan Lang, som er bilanalytiker hos Bilbasen, er den spanske mellemklassebil nemlig et glimrende køb som brugt.
»Den er klart anbefalelsesværdig. Leon har samme teknik som Golf 5, og 1,9 TDI motoren er en af de mest solide fra VW-koncernen, ellers køb en af benzinversionerne, « siger Jan Lang, som mener, at Leon generelt er parkeret i skyggen af Octavia og Golf på brugtmarkedet. Derfor er den også billigere end de to.
Fornuftige priser
Priserne starter fra cirka 90.000 kr. for en 1,6 benziner fra 2006, mens 1,9 TDI er omkring 30.000 kr. dyrere. Priserne kunne være endnu lavere, men udbuddet af brugte Leon er meget begrænset, så den holder prisen godt.
Generelt er Leon ganske veludstyret og bedre ekviperet end Octavia og Golf. Leon fandtes fra starten i to udstyrstrin, Reference og Stylance, og det er værd at gå efter en Stylance, hvor du får aircondition, tågeforlygter, alufælge, kørecomputer og fartpilot. Har du i stedet udset dig en Reference, kan det anbefales at gå efter en med klimapakke, der omfattede aircondition, sædevarme og tågeforlygter.
Pladsen i bilen er overraskende god, for Leon er i virkeligheden slet ikke så lav, som den ser ud til. På bagsædet sidder et par voksne fortrinligt - de små skal dog strække hals for at kigge ud. Bagagerummet er pænt uden at være prangende, men du skal kunne leve med en ret høj læssekant.
Solid mekanik
Teknikken går som sagt igen fra VW Golf, Audi A3 og Skoda Octavia. Det er dog lykkedes Seats ingeniører at præcisere styretøjet og begrænse krængningen, uden at det har kostet komfort. Hvilket fik dommerne til Årets Bil i 2006 til at finde Seat Leon mindst lige så fornøjelig at køre som Alfa 159 og BMW 3-serie.
De mest udbredte motorer, altså 1,6 benzin og 1,9 TDI, virker dog noget gammeldags. Benzinmotoren gir kun lige akkurat et tilstrækkeligt kraftoverskud og støjer en del på motorvej. Der er rigeligt med kræfter i dieselmodellen, som dog rumsterer for meget under acceleration. De problemer slipper du for ved at vælge en nyere model med 1,2 TSI, 1,4 TSI eller 1,6 TDI. De er alle fremragende motoriseringer.
Også ”Brugt Bil”, som udgives af Bil Magasinet har udnævnt Seat Leon til et godt køb som brugt. Teknisk set er det nemlig en gedigen bil, som ikke burde give nye ejere de store udfordringer. Alle biler har ESC-antiskrid og seks airbags. Leon fik fire ud af fem stjerner under Euro-NCAP crashtesten i 2005.