Fortsæt til indhold
Biler

Luksus på kinesisk bilmesse

Det kinesiske bilmarked er voksende, og luksusbiler præger udstillingen i Beijing. Se billeder.

Chevrolet Volt vil rulle ud på det amerikanske marked senere i år, og næste år følger den europæiske udgave, Opel Ampera, efter på det europæiske marked.

Men dermed stopper General Motors ikke arbejdet med at udviklet de såkaldte elbiler med udvidet rækkevidde. Tværtimod følger nye modeller efter, og den første vises i disse dage frem på biludstillingen i Beijing - Auto China 2010.

Det er en MPV-udgave (Multi Purpose Vehicle) af Chevrolet Volt.

Plads til fem med bagage

Den fempersoners crossover konceptbil har foreløbig fået navnet Chevrolet Volt MPV5, og den er motor- og batterimæssigt udstyret som Volt og Ampera-modellerne. GM oplyser, at bilen med fem passagerer skulle have en rækkevidde på 50 km på batteriet. Når det er afladet, starter en lille forbrændingsmotor, som driver en generator, der så leverer strøm til den fortsatte drift. På den måde får bilen en rækkevidde på cirka 500 km i kraft af Voltec-systemet, som det hedder i GM-sprog.

"Volt MPV5 viderefører designet fra Volt-modellen til familiens crossover, og den er let genkendelig som en Chevrolet," lyder det fra Bob Boniface, direktør for GM amerikanske designafdeling.

MPV5-modellen er med en længde på 4,58 meter hele 18 centimeter længere en Volt-modellen. Også i bredde og højde er målene øget med henholdsvis 7 og 18 cm til 1,87 og 1,61 meter. Det giver god plads til bagage. Således sluger bagagerummet 863 liter og 1.764 liter, hvis bagsæderne lægges ned.

"Volt MPV5 konceptet demonstrerer Voltec-systemets muligheder. Det kan bruges både i kompakte sedan'er og i større crossover-typer som MPV5," siger Doug Parks, der er chef for GM's afdeling for elektriske biler.

En lang BMW

GM er dog langt fra den eneste bilproducent, der viser nye modeller frem på det voksende kinesiske marked, som ventes at få endnu større betydning for producenterne i de kommende år.

Således har BMW valgt at producere en længere udgave af 5-serien eksklusivt til det kinesiske marked, hvor også interessen for luksusbiler er stigende. Også det eksklusive mærke Maserati er på plads i Beijing med den nye GranTurismo S.

I 2007 solgte Maserati 210 biler til kinesiske kunder, men i de første tre måneder af 2010 har 82 kinesere fået en ny Maserati.

Selv Daimler-koncernens overluksusmærke Maybach er at finde på udstillingen i Beijing, og mærket kan dermed igen slå fast, at rygterne om lukning ikke holder helt. Liv er der også i 57S og 62S-modellernes 630 hk stærke motorer.

Se nogle af bilerne på biludstillingen i Beijing.

Læs også: Facelift til über-Folkevogn