Afgiftschok til ejere af ældre gulpladebiler
<p>Med skattereformen bliver det langt dyrere at bruge en ældre varebil på gule plader til privat brug. Den nuværende afgift på 4.030 kr. om året bliver næsten firdoblet.</p>
Hidtil har biler på gule plader, som første gang er indregistreret før juni 1998, været fritaget for det årlige tillæg for privat benyttelse af bilen – et tillæg, der lyder på 5.040 kr. årligt. Men fremover skal den afgift også betales af ejerne af de gamle biler. Privatanvendelsestillægget bliver ifølge aftaleteksten indfaset over to år.
Også vægtafgiften bliver skruet i vejret, så den kommer på niveau med en ejerafgift svarende til den, der gælder for personbiler. En ejerafgift, der i modsætning til vægtafgiften er afhængig af bilens brændstoføkonomi. Også på vægtafgiften har der indtil nu været en besparelse at hente, hvis man havde en varebil fra før 1998.
Manglende partikelfilter koster
”Aftalen specificerer, at vi rent miljømæssigt ikke kan leve med, at man har kunnet hente en kæmpe økonomisk fordel i at holde liv i de gamle biler fra før 1998,” siger Joel Nielsen, der er konsulent i Skatteministeriet.
Er der tale om en dieselbil uden partikelfilter, resulterer det med den nye reformaftale i et yderligere tillæg på 1.000 kroner.
De endelige satser er endnu ikke fastlagt, da man i Skatteministeriet er i fuld gang med at lave forslaget om til lovtekst. Men nedenstående priseksempel baseret på de nuværende takster viser, at der kan blive tale om en gevaldig afgiftsstigning for især ejerne af de aldrende biler på gule plader.
Et priseksempel:
En dieselvarebil uden partikelfilter på 2.000 – 2.500 kilo, der kører 10,2 – 11,3 kilometer på literen, anvendes til privat brug og er indregistreret første gang før juni 1998.
Den pågældende bil har indtil nu kostet 4.030 kr. årligt i vægtafgift. Den kommer nu til at koste 9.620 kr. årligt i vægtafgift, der er på niveau med en ejerafgift svarende til den, der gælder for personbiler.
Indtil nu har den været fritaget for privatanvendelsestillægget på 5.040 kr. – det er den ikke længere.
Dertil kommer tillægget for manglende partikelfilter på 1.000 kr. – i alt 15.660 kr. årligt i stedet for de nuværende 4.030 kr.
Læs også: Lille gulplade-racer bliver for dyr