»Min kone har forbudt mig at sælge den«: Nu kører familien rundt i en elbil fra 1977

Klaus Nissens elektriske familiebil er ikke som alle andres.

Men med 300 kilometers rækkevidde, trefaset lader og anhængertræk er der umiddelbart ikke noget på papiret, som afslører, at der ikke er tale om en ganske almindelig elbil.

Hvis man altså lige ser bort fra bilens første indregistreringsdato: 30. november 1977.

Den grå- og orangestribede kassevogn er nemlig kun et af i alt 40 producerede eksemplarer fra den engelske producent Harbilt af modellen HSV (High Speed Vehicle), der så dagens lys, mange årtier inden elbiler blev folkeeje.

Det vidste den i dag 48-årige prototypeudvikler fra Greve dog intet om, da han for 14 år siden modtog det afgørende opkald fra en kammerat, der havde fundet bilen gemt væk i en garage på Aalholm Slot på Lolland.

Slottet havde huset et af Europas største bilmuseer, men var lukket fire år forinden, og nu blev der solgt ud af den pompøse samling af klassiske ikoner fra øverste hylde på en stort anlagt auktion.

Ferrari, Rolls-Royce og den slags.

»Bagefter var der en garageauktion med de biler, der ikke havde været udstillet, og som bare havde stået i lader,« fortæller Klaus Nissen.

En af hans venner var taget afsted og sendte et uskarpt billede af den mærkværdige bil, der ifølge vennen havde Klaus Nissens »navn skrevet på sig«.

Bud skulle afleveres i en konvolut på stedet inden for to timer, inden dørene lukkede.

»Jeg sad i Greve, så jeg hoppede med det samme på motorcyklen. Lad os bare sige det sådan, jeg var der i god tid,« griner han.

Bygget som postbil i Californien

Klaus Nissen vandt budrunden, fik fragtet bilen hjem på en autotrailer og satte et 12-voltsbatteri direkte til motoren, der til stor glæde stadig virkede.

»Jeg troede, der var lavet rigtig mange af dem, da jeg købte den. Jeg havde tænkt mig at lave den om til en hot rod (gammel bil, som er lavet om til at kunne køre stærkt, red.),« fortæller Klaus Nissen.

Han går også under navnet ”Motornissen” og har en fortid i dragracing, hvor han har sat en række verdensrekorder i ombyggede elektriske køretøjer, fra miniscootere til motorcykler.

»Så var der en historiker, der kontaktede mig og spurgte, om jeg var klar over, hvad det var, jeg kørte rundt i,« tilføjer han.

Han kunne fortælle, at bilen er ekstremt sjælden, og at der kun har eksisteret 10 eksemplarer i Europa, to af dem i Danmark.

Harbilt var et engelsk firma, der efter Anden Verdenskrig begyndte at producere forskellige elektriske køretøjer og maskiner, bl.a. til lufthavne og udbringning af mælk i Storbritannien.

I USA var det amerikanske postvæsen begyndt at eksperimentere med elektriske postbiler, og i starten af 70’erne med olieembargoen som baggrundstæppe lagde postvæsenet en bestilling på 30 eksemplarer af Harbilts HSV.

Et hold af ingeniører fra England rejste således til Californien, og sammen med en lokal producent samlede de i alt 40 biler i en dertil indrettet lade.

De 30 postbiler var i drift helt frem til 1982, mens de resterende 10 biler blev sendt til Europa, hvor de to danske elselskaber, NESA og SEAS, hver købte et eksemplar til intern brug.

Derfor finder man også i dag de gamle SEAS-logoer på Klaus Nissens Harbilt HSV, som han bestemt har i sinde at beholde.

Tog den med på første date

De sidste 14 år har bilen spillet en helt særlig rolle i Klaus Nissens familie, hvor den bliver brugt til alle hverdagens gøremål i sommerhalvåret.

»Jeg bruger den så meget, jeg kan slippe af sted med. Den kører ganske udmærket, man skal bare ikke køre så langt i den. Den larmer meget, der er jo ingen lydisolering overhovedet. Det kan sammenlignes med at køre Puch Maxi,« griner Klaus Nissen.

»Kører vi langt, får vores dreng nogle høreværn på, eller vi skruer op for musikken.«

Han har byttet de oprindelige blybatterier, som han formoder var taget fra en gaffeltruck, og skiftet dem ud med et lithiumbatteri, der giver ham omkring 300 km rækkevidde. Motoren er stadig den oprindelige fra 1974, som han har serviceret.

Han kalder bilen for en »præproduktionsbil«, for det er tydeligt, at de fleste dele er taget fra allerede eksisterende maskiner. Ud fra varenummeret på styretøjet gætter han på, at det er tilsvarende det, man finder i en såkaldt dumper i en grusgrav.

»Det ville ikke tage mig lang tid at kopiere den,« fortæller Klaus Nissen, der har en baggrund som maskintekniker og i dag udvikler prototyper til elektriske køretøjer, fra elcykler til lastbiler.

Bilen har hverken servostyring eller vakuumbremser, sæderne er små og lave i ryggen, og pedalerne er placeret besynderligt midtfor. På trods af den manglende komfort er bilen familiens kæreste eje i carporten.

»Min kone har forbudt mig at sælge den nogensinde. Den første date, vi var på, var i den. Det var også den bil, vi kørte væk i, da vi blev gift. Det er den bil, jeg altid vil beholde,« fortæller han.

Den første date var en tur til en kebabrestaurant på Istedgade i København, og Klaus Nissens valg af bil gik rent hjem.

»Den afspejler, hvem jeg er som person, og den faldt i god jord hos hende. Altså, det var slet ikke blevet til noget, hvis jeg var dukket op i en Audi eller en Skoda, for hun er Toyota-pige, og på det tidspunkt havde hun en Toyota Carina E, som hun havde arvet fra sine forældre,« forklarer han.

Bygget om til praktisk familiebil

Når Klaus Nissen skal ud til sine kunder i branchen, er bilen hans »trumfkort«, for den vækker med sikkerhed opsigt og begejstring hver eneste gang.

»Når jeg ikke har kørt i den hele vinteren og så kommer ud at køre, tænker jeg, hvordan det kan være, at folk er så glade. Og så kommer jeg i tanke om, at det er, fordi jeg kører i den her (Harbilten, red.), at de smiler. Det er noget af det fedeste ved den.«

Om morgenen får deres syvårige søn valget, om han vil køres i skole i ”bussen”, som de kalder den, eller ”Nimbussen”, en Nimbus-motorcykel med sidevogn fra 30’erne, som Klaus Nissen selv har bygget om til el.

Før i tiden brugte han pladsen bag sæderne til en madras, han kunne sove på, når han var på forskellige motortræf. Da han blev far, blev den byttet ud med et barnesæde til drengen, og snart kommer der et rigtigt bagsæde i.

Efter ombygningen kan han få bilen til at køre 100 km/t.

»Men det er også grænsen for, hvad jeg synes, der er sjovt at køre. Der er motoren på maksimale omdrejninger. Jeg kører omkring 80-90 km/t på motorvejen, og det fungerer fint,« siger han.

Den kan lade med op til 10 kW ved en AC-ladestander med en adapter, og derhjemme forsyner han den med strøm fra solcelleanlægget på taget af garagen. En fuld opladning tager omkring seks timer.

Planen er, at den på sigt skal have et bedre styretøj, men Klaus Nissen har også respekt for bilens historie, så alt skal kunne føres tilbage, hvis han laver det om.

Derfor har han heller ikke travlt med at fjerne bilens patina, der er med til at fortælle bilens unikke historie og gør, at man ikke forveksler den med f.eks. en moderne ID.Buzz, som Klaus Nissen ser lighedstræk med.

»Det har taget mange år at få den patinering, så den fjerner man ikke bare lige,« siger han smilende.