»Hvis man skal lade 0-100 pct. tager det mellem 27 og 110 timer«

På en WhatsApp-forbindelse til en øde lagune i det marokkansk-kontrollerede område i Vestsahara går Minik Dam Franks stemme krystalklart igennem.

Den 33-årige iværksætter og eventyrer kan ikke nærmere bestemme, hvor han er, for han er i tvivl om den blå lagune, han har parkeret sin Tesla Model Y ved, overhovedet har et navn.

»Det tror jeg faktisk ikke.«

Internetforbindelsen er stabil, da den marokkanske stat har opsat en hel del solcelledrevne antenner i det konfliktramte område, forklarer Minik Dam Frank.

»Men selvom de er en slags elmaster, betyder det ikke, at man kan lade Teslaen. Det har jeg forsøgt. De kører på jævnstrøm, og jeg skal bruge vekselstrøm som i en stikkontakt, så man kan ikke bare snige sig ind om natten og sætte den til opladning,« griner han.

Sammen med sin kæreste, Rikke Holst Jørgensen, er han kørt hele vejen fra deres hjem i Aalborg til Saharas sandede ørken, mere end 1.000 km syd for den sidste Tesla Supercharger.

På taget af bilen har parret monteret et telt, som de selv har udviklet, og som de sælger gennem deres virksomhed, Next Adventure. For at udvikle og teste udstyret, der også består af et camper-kit, rejser de til fjerne egne som Polarcirklen og Sahara, hvor elbiler er en sjælden race.

Siden de forlod den sidste Supercharger-station i Agadir i det sydlige Marokko, har de som nomader på udkig efter vandfyldte grønne oaser været i konstant jagt på den næste stikkontakt.

Tager flere dage at lade op

Mens der i Marokko findes hele seks Tesla Supercharger-stationer, er det en noget mere vanskelig affære at finde pålidelig strøm, når man nærmer sig Sahara-ørkenen.

Syd for Marokko bliver der længere og længere mellem byerne, og selvom der produceres massive mængder strøm i området, er de lokale som udgangspunkt ikke tilkoblet energinettet.

Derfor planlægger de også hver eneste rejsetime efter, hvor de måske kan finde strøm næste gang.

»Det er for eksempel ikke godt for en elbil at holde stille med 100 pct. på batteriet i 12 timer. Vi vil gerne passe på vores bil, så hvis vi når op på 100 pct. klokken to om natten, jamen så kører vi videre klokken to om natten, indtil vi måske er nede på 80 pct. Så kan vi holde ind og sove, uden at det belaster batteriet,« fortæller Minik Dam Frank.

Med sig har de bragt deres mormorlader, der i princippet er en nødlader, men som de nu sætter alt deres tillid til, når de skal lade op hos lokalbefolkningen i Vestsahara, der i vid udstrækning kun har den strøm, de selv kan producere med en generator eller solcellepaneler.

Efter anbefaling fra de lokale har de også købt en voltregulator, som stabiliserer spændingen og gør opladningen af bilen mere stabil, da spændingen i de lokale stikkontakter kan svinge fra alt mellem 70 og 230 volt med jævne strømudfald.

»Hvis man skal lade fra 0 pct. til 100 pct. tager det mellem 27 timer og 110 timer, altså lidt mere end fire døgn,« griner Minik Dam Frank.

Parrets Model Y er en Long Range-udgave fra 2023 med over 500 km rækkevidde (WLTP), og for ikke at risikere at løbe tør for strøm kører de med en vis portion nervøsitet gennem det øde landskab med en hastighed på 60 km/t, når det går stærkest.

»Vi har ikke rigtig nogen plan B herude.«

»De varmeste dage har det været noget med ikke at lade mobiltelefonen fra bilen, for hvad nu, hvis det giver 200 meters ekstra rækkevidde?« tilføjer Minik Dam Frank.

Tømte de lokales strømforsyning

Særligt nervøse blev de en aften ved solnedgang langs kysten i Vestsahara, hvor der resterede 14 pct. batteri. I horisonten tonede Vestsaharas hovedstad, Dakhla, frem. En by med 100.000 indbyggere.

»Det var den sidste by i omkring 350 kilometers omkreds. Vi fulgte en stor vindmøllepark med højspændingsledninger på vej derhen, så vi vidste, at der ville være noget strøm,« fortæller Minik Dam Frank.

Som en ledestjerne følger de elledningerne langs vejen for at finde en bygning, der måtte være tilsluttet. Der viser sig at være en byggeplads helt ud til Atlanterhavet, hvor der øjensynligt skal bygges et luksusresort, og hvor ledningerne går ned i jorden.

Nu er det ved at være mørkt. En vagt kommer ud, og de spørger om lov til at sætte bilen i en stikkontakt, mens de sover, og det får de lov til. De nåede også at lade syv timer, men så gik den heller ikke længere.

»Men klokken tre om natten vågnede vi ved, at Tesla’en fortæller, at strømmen er gået. Vagten siger, ”no battery”, og det viser sig at byggepladsen slet ikke er på elnettet, men kører på store batterier. Så vi havde tømt hele byggepladsens batteri, hvilket også betød, at vagthuset var uden strøm, og at vagten nu gik rundt med lommelygte,« griner Minik Dam Frank.

Elsker at sætte rekorder

Til daglig arbejder Minik Dam Frank med nethandel. Han er autodidakt i branchen og har de sidste 12 år arbejdet gennem sin første virksomhed, Groland.

Efter de mange år bag computerskærmen var det tid til forandring. For at spare udgifter har parret opsagt deres lejlighed og bor nu på en båd i Limfjorden, når de er hjemme i Danmark.

Nu udvikler og sælger de sammen soveudstyr til biler gennem Next Adventure, som de selv tester af ved at tage på lange rejser. Først til Polarcirklen og nu til Sahara.

»Vi elsker eventyret og flytte vores grænser. At komme ud i naturen og der, hvor der ikke er mennesker og ikke bare køre igennem den, men faktisk leve i bilen og suge det til sig.«

Minik Dam Frank har også en baggrund i svæveflyvning, hvor han har været på landsholdet. En disciplin, der på mange måder minder om hans seneste påfund.

»Det er helt sikkert der, interessen for det at køre til Afrika i en Tesla. Det minder meget om det med at sætte rekorder i svæveflyvning.«

Vil længere sydpå næste gang

Da vi fanger ham på telefonen, har han vendt Tesla’en mod nord. For et par dage siden satte han sin kæreste Rikke af i Dakhla, hvor hun fløj hjem til Danmark, hvor hun arbejder på et skib.

Det sydligste punkt, de nåede, var omkring 30 km fra den linje, der kaldes Krebsens vendekreds, dvs. 200 km nord for Mauretanien.

»Det er et specielt sted, for det er utroligt øde derude. Der er intet i nærmest flere dages kørsel, men der er landminer. Det har været et sted, hvor vi har skullet være forsigtige, for der er steder, hvor man dør, hvis man kører,« forklarer Minik Dam Frank.

Marokko har gjort krav på det afgrænsede område Vestsahara siden 1975, og derfor er landet også delt i to, hvor Marokko kontrollerer den vestlige del.

Mod øst har landet placeret flere millioner landminer, der skal beskytte mod angreb fra selvstændighedsbevægelsen Polisario, der kontrollerer den østlige del af området.

»Man kan ikke se dem (landminerne, red.), og ørkenen ændrer sig hele tiden. Vinden flytter hele tiden sandklitterne og laver om på landskabet. Man kan ikke se bilsporene fra en måned siden. Når vi har kørt off-road, har vi gjort meget ud af at køre på sikre ruter.«

Ved grænsen til Mauretanien begyndte parret for alvor at være udfordret på strømmen, men drømmen om at nå endnu længere mod syd lever i bedste velgående.

»Meningen var, at vi gerne ville så langt sydpå som overhovedet muligt. Men nu er vi ved at komme der ned, hvor stikkontakterne stopper med at virke. Så vi skal finde en måde at komme videre på, der hvor der ikke er strøm. Måske skal vi have solceller eller noget andet i fremtiden,« siger Minik Dam Frank.

Hør alt om biler i Jyllands-Postens podcast ”Bilradio”. Den udkommer hver fredag. Lyt med hos Apple, Spotify eller i playlisten herunder, og husk at abonnere, så du får besked, når der kommer en ny episode.