Mazda6e er en elegant og stor elbil til små penge, men særligt én ting glimrer ved sit fravær
På den første prøvetur står det klart, at Mazda er klar til at tage kampen op på det glohede elbilmarked i Danmark. Med et skarpt design, masser af udstyr og lang garanti er Mazda6e et friskt bud på en elektrisk sedan-formet hatchback i endeløst hav af SUV'er.
Leverkusen
De danske Mazda-forhandlere har ikke haft mange kort på hånden i kampen om det danske elbilmarked.
Ja, faktisk har de kun haft ét, den kompakte crossover MX-30 fra 2020, der havde en meget begrænset rækkevidde, og som i øvrigt allerede er udgået.
I år skal det japanske mærkes andet forsøg på en ren elbil så stå sin prøve, en næsten fem meter lang sedan-formet hatchback med navnet Mazda6e.
Modelnavnet Mazda6 har været på programmet siden 2002, og med over 4 mio. solgte eksemplarer på verdensplan har den været en af producentens bedst sælgende modeller nogensinde.
Derfor har forventningerne til den fuldt elektriske Mazda6e også været store, både blandt forhandlere og forbrugere, men særligt én detalje har vakt undren blandt trofaste kunder.