Frank Sørensen tør ikke længere stole på sin Jaguar I-Pace. Frygten for brand spreder sig blandt ejere
Jaguar tilbyder at købe flere tusinde amerikanske I-Pace tilbage på grund af en defekt i batteriet, der øger risikoen for brand. Men tilbuddet gælder kun modeller solgt i USA, og nu frygter danske ejere for deres sikkerhed.
I disse uger ruller de sidste eksemplarer af Jaguars første og eneste elbil, I-Pace, af samlebåndene på fabrikken i Østrig.
Det historiske britiske mærke har streget hele det eksisterende modelprogram ud og vil fra 2026 udelukkende producere elbiler i luksusklassen.
Men siden Jaguar introducerede den elektriske SUV I-Pace i 2019, er modellen blevet tilbagekaldt hele fem gange i USA, hvor der siden 2023 er rapporteret mindst otte tilfælde, hvor bilen er brudt i brand.