Nu står det fast – disse biler skal kæmpe om at blive Årets Bil
De ni elbiler, der er med i kapløbet om at blive Årets Bil 2025, står hver især som fremragende eksempler på, hvor langt udviklingen er kommet. Samtidig er kåringen på flere måder historisk.
Der er altid en særlig spænding i luften, når Årets Bil i Danmark skal kåres, men i år kan man næsten tage det helt bogstaveligt.
For første gang nogensinde består finalefeltet udelukkende af elbiler – ni af slagsen. Og som om det ikke var nok, er ni også et rekordstort antal finalister, hvor det normalt kun er syv. Det vidner om en usædvanlig stor og skarp konkurrence blandt de nye modeller i år.
Med hele 30 biler i den indledende runde blev feltet reduceret til de ni finalister, der nu skal kæmpe om den eftertragtede titel: Cupra Tavascan, Ford Explorer, Hyundai Inster, Kia EV3, Peugeot 3008/5008, Polestar 4, Renault Scenic, Skoda Elroq og Xpeng G6.
Finalisterne blev udvalgt efter to intense testdage, hvor vejret bød på alt fra tørre veje til regnbyger – optimale forhold til at teste bilernes køreegenskaber og finde deres styrker og svagheder.