Gearskift og motorbrøl - Ioniq 5 N er de inkarnerede elbilhaderes kryptonit
På overfladen virker idéen bag den nye N-version af Hyundai Ioniq 5 så plat, at den elektriske ”hot hatch” med sin kunstige gearkasse og højtalermotorlyd uden videre burde kunne afskrives som umoden ødelæggelse af en ellers velfungerende elbil. I praksis leverer bilen dog måske mest involverende køreoplevelse, der fås på det elektriske marked netop nu.
Der kan siges meget godt om Hyundais populære Ioniq 5: en på alle måder velfungerende elbil med gode pladsforhold og fin komfort pakket ind i spændende design. Men én ting, jeg ikke forbinder med modellen, er køreglæde, og derfor var jeg spændt på at komme bag rattet på den nye sportslige N-model, der lover et helt andet performancefokus end ophavet.