Fortsæt til indhold
Biler

John Ellegaard har tabt 350.000 kr. på sin nye Fisker

Henrik Fiskers bilfirma har søgt konkursbeskyttelse. Prisen på Ocean-modellen har kurs mod bunden, og det har betydet enorme tab for ejerne, som lige nu står i total uvished.

Det kan være en kostbar affære at være firstmover – noget, som John Ellegaard fra Tjæreborg ved Esbjerg tydeligt kan bekræfte. I midten af september sidste år var han en af de allerførste danskere til at modtage den længe ventede Fisker Ocean.

Selvom han har været yderst tilfreds med bilen, har det nu vist sig at blive et særdeles dyrt bekendtskab.

Den amerikanske elbilproducent, ledet af danske Henrik Fisker, har netop søgt om konkursbeskyttelse i USA og efterlader ejerne i uvished. Og med et økonomisk tab og en usikkerhed, som i John Ellegaards tilfælde er til at tage og føle på.