Ny BYD Seal forsøger et frontalangreb på Tesla
Fra de østlige horisonter kommer BYD Seal, en bil, der bringer voldsom motorkraft, høj kvalitet og masser af udstyr til fornuftige priser, men også åbenlyse mangler.
Hvad er det, der sidder til højre på bagklappen, der med et næsten drilsk glimt i krom proklamerer ”BYD SEAL 3.8s”?
Man kan næsten høre designerne grine i kor: »Lad os se, om europæerne lægger mærke til det«.
Det er kinesiske BYD’s lille hyldest til hastighed, diskret placeret, men alligevel umulig at ignorere.
Og ja, det har simpelthen været for fristende ikke at prale med den nye bils evne til at spurte op til 100 km/t. på 3,8 sekunder. Her skinner bilens kinesiske oprindelse virkelig igennem. Der er ofte et element af det uventede ved kinesiske biler eller et træk, der lokker et smil frem.
Aldrig før har jeg set en bilfabrikant prale så åbenlyst med sine bilers acceleration. Måske en snert af dårlig smag, for en elektrisk familiebil mangler sjældent kraftoverskud, men den lange og lave sedan er da også usædvanlig hurtig. Og så ser den godt ud.
Det er et tiltalende, næsten standardiseret design, som man naturligt kunne forvente fra teamet omkring Wolfgang Egger, BYD’s chef for globalt design, der tidligere var tilknyttet Audi.
Når man imidlertid gransker Eggers cv, begynder Seals gennemførte design at give mening. Han begyndte sin karriere hos Alfa Romeo, hvor hans kreative præg blev lagt på den uimodståeligt flotte Alfa Romeo 8C Competizione samt 156- og 166-modellerne, inden han skiftede til Audi og sågar Lamborghini.
Priserne synes også at være i orden. Der er kun to modelvarianter, hvor den baghjulstrukne med 313 hk starter ved 349.995 kr., og testbilen med to elmotorer, i alt 530 hk, koster 379.995 kr.
Begge modeller har samme type batteri med en nettokapacitet på 82,5 kWh. Basismodellen har en officiel rækkevidde på 570 km, mens firehjulstrækkeren når ud på 520 km. Det er ikke meget i forhold til det store batteri, men det er slet ikke bilens udfordring.