Den nye Volvo EX30 er spændende, men har flere fejl
Volvo EX30 har vakt mere opmærksomhed end nogen anden Volvo i nyere tid. Den store danske test viser, at den overbeviser på adskillige områder, men samtidig afslører den en betydelig mængde potentiale for forbedringer sammen med et par markante fejltrin.
»Screw down your expectations,« som Richard Møller Nielsen sagde, inden den gamle landstræner gjorde Danmark til europamestre ved EM i 1992 i Sverige.
En taktik, som vores svenske venner hos Volvo måske burde tage til sig, inspireret af landstrænerens legendariske realisme og pragmatiske fodboldfilosofi.
Det hele bliver lidt lettere, hvis forventningerne ikke er alt for høje på forhånd. Eller i hvert fald realistiske.
Jeg kan ikke huske en Volvo, der har fået så meget trommehvirvel, i høj grad pisket op af Volvo selv. Men naturligvis lod vi journalister os også rive med af begejstringen.
Rygterne havde summet længe om en ny lille elektrisk charmetrold på fire hjul, men da Volvo endelig løftede sløret for EX30 den 9. juni sidste år, var det, som om den lille elbil invaderede nyhedsstrømmen, hjulpet godt på vej af en startpris på kun 275.000 kr. Det var jo som at tilbyde gourmetmiddage til fastfoodpriser.
Overskrifterne skrev næsten sig selv, selvom de fleste nok havde øje på versionen med den længere rækkevidde til 310.000 kr.
Nogle gange klamrer vi os til troen på, at det umulige kan blive muligt – lidt som at håbe på solskinsdage i en dansk vinter. Men virkelighedens første spand kolde vand i ansigtet kom under præsentationen af bilen under mere sydlandske himmelstrøg i begyndelsen af november.
»Den svigter det klassiske Volvo-dna,« proklamerede kollega Jens Høy, mens visse andre danske medier tilsyneladende havde glemt at tage de kritiske briller på.
Lad os begynde med det helt åbenlyse: det svenske flag i forsædet i en elbil bygget i Kina på en kinesisk platform fra ejeren Geely. Det er malplaceret.
Er Volvo EX30 så en wannabe-Volvo, eller er det stadig en ægte Volvo? Og hvad betyder ”ægte” Volvo overhovedet i denne sammenhæng? Er det ikke på tide, at vi tillader et mærke at udvikle sig, tage chancer og måske endda finde nye segmenter og kunder?
Svaret er uhyre nuanceret, men jeg forsøger at finde svaret i løbet af de næsten to uger, jeg havde bilen til test.