BYD Seal U er en kinesisk kolos på lerfødder
Endnu en BYD er på vej. Målgruppen er familier med brug for plads og hang til masser af udstyr og lang garanti. Den oplevede kvalitetsfornemmelse er imponerende i den nye BYD Seal U, men ellers er der ikke meget, der springer i øjnene, og bilen får det svært mod især Skoda, Tesla og VW.
Cascais
Det kinesiske udskilningsløb er for alvor skudt i gang, for ikke alle nye mærker kommer til at overleve de kommende år.
Alene i år har omkring 80 nye kinesiske bilmærker søgt om at måtte importere biler til EU, og det vrimler allerede med kinesiske mærker.
Blandt mastodonterne er BYD, der bestemt ingen planer har om at stoppe tsunamien af nye modeller, som man har bebudet.
Allerede til efteråret kommer der f.eks. en ny BYD Dolphin med mindre batteri, mindre skærm og knap så meget udstyr og, gætter vi, en pris fra 170.000 kr. Inden da gælder det BYD Seal U, som er her allerede nu til priser fra 319.995 kr. Dermed underbyder den konkurrenterne, i hvert fald på papieret.