Citroën Ami er et alternativ til elcyklen

Den må ikke køre på hverken motorvej eller cykelsti og har en topfart på beskedne 45 km/t. Stik imod alle andre biler har køretøjet hverken ABS eller airbags. Velkommen til Citroën Ami.

Artiklens øverste billede
Dørene er nøjagtigt ens i begge sider, så det ser pudsigt ud, når de åbner omvendt af hinanden. Foto: Citroën

Den er tænkt som et alternativ til offentlig transport i snævre storbyer og har direkte appel til delebilsordninger. Samtidig ser den danske Citroën-importør ’’bilen’’ som et alternativ til en A-klasse mikrobil tiltænkt hjemmeplejen landet rundt. Herhjemme er den omfattet af reglerne for ATV’er, men man skal dog ikke have styrthjelm på.

Køretøjet hedder Citroën Ami, men uanset hvor sjov og smart man synes, at designet er, så har den lille Citroën ikke mange chancer i byens trafik. Så snart du har nået topfarten på kun 45 km/t., er du nemlig prisgivet andre trafikanters venlighed, hvis du vil skifte bane.

Du har ingen mulighed for selv at accelerere, og når du bremser, vil du erfare, at der skal trædes hårdt, og er vejen fugtig, blokerer hjulene, da ABS-bremser er ikke en mulighed. I almindelige biler har det ellers været et lovkrav de seneste knap 20 år, og selv på motorcykler har der siden 1. januar 2017 været krav om blokeringsfri bremser.

Du skal ikke regne med at kunne køre på langfart i den nye Citroën Ami, som er udviklet til de europæiske storbyer. Her er tale om en såkaldt quadricykel. Foto: Citroën

Vi er krøbet indenfor i Ami, der har døre, som var det en forstærket flyttekasse. Begge døre åbnes med et ikke-fingervenligt greb, som enhver SOSU-assistent vil få pip af at skulle betjene måske 30 gange om dagen. Med til dørenes historie hører, at de er ens. Det vil sige, at døren i chaufførsiden derfor åbner med hængsler lige bag dig, mens det er omvendt i passagersiden. I begge tilfælde skal døren udløses ved at trække i et lille håndtag.

Glemte vi at skrive, at dørene kun åbner cirka 45 grader, og at man skal bruge en hånd for at holde døren åben; ellers klapper den i?

Stenhårde sæder

Køretøjet har to stenhårde sæder, der ikke indeholder nogen former for indstillingsmuligheder. Havde det været en kontorstol, ville den have givet mere end rynkede pandebryn i sikkerhedsudvalget.

Vores korte prøvetur afslører, at det trækker ind fra dørene, mens vi samtidig forgæves leder efter AC-knappen, der ville kunne køle kabinen en varm sommerdag. Taget er nemlig delvis af plast, og forruden er stor. Vi kigger også efter et bakspejl, men må nøjes med to små sidespejle.

Det kun 2,41 meter lange, 1,39 meter brede og 1,52 meter høje køretøj har plads til to om bord. Der er dog ingen komfort af betydning. Foto: Citroën

Bilen er helt moderne ud fra et teknologisk synspunkt, for bilen er 100 pct. elektrisk via et meget lille 5,5 kWh-batteri. Det skulle dog være nok til en rækkevidde på 70 km takket være lav vægt og begrænsede fartressourcer.

Bilen kræver ikke meget plads ved parkering, og den kan oplades via en almindelig stikkontakt. Du har altid ledningen med, for den trækkes blot ud af et lille hul i bilen. Smart.

Hvad der ikke er så smart i den detalje, er blot, at du manuelt skal proppe ledningen ind i hullet igen. Citroën kunne da godt lige have ringet til Elextrolux og forespurgt, hvor de får produceret de automatiske ledningsoprullere, der har været standard i en støvsuger de seneste 60 år.

Vores korte testtur afslører en affjedring, der – hvis vi skal være venlige – bedst kan betegnes som rustik, men trods alt bedre end Amis forgænger. Den var fra Renault, hed Twizy og fik en kort levetid; måske takket være en elendig affjedring og en trods alt for høj pris.

Inden døre venter en meget minimalistisk indrettet kabine. Her finder man ikke den klassiske storskærm til opkobling, men chaufførens smartphone kan så trådløst kobles til. Foto: Citroën

Da der samtidig kun er 12 hk til bilen, der trods alt boner ud med lige godt 500 kg på badevægten, virker den ikke engang hurtig ved lave hastigheder.

Ami, mener den danske importør, skal koste ca. 80.000 kr., men det tvivler jeg på, at ret mange vil betale for sådan et smalt køretøj, der ikke må køre på cykelstien, selv om den ikke er meget bredere end en elektrificeret ladcykel, der gerne må. Loven siger maksimalt 1,25 meter i bredden, men AMI måler 1,39 meter.

Mindre end Smart

Citroën Ami er en snes centimeter kortere end den lille Smart Fortwo, der har kunnet fås som elbil i en årrække. Her koster en tre år gammel elbil med en rækkevidde på omkring 100 km faktisk også omkring 80.000-90.000 kr., og det er altså en langt rigtigere bil.

Efterspørgslen på Ami i Europa har dog været stor, men køretøjet forventes først i danske butikker om et års tid. Til den tid kommer bilen nemlig i en udgave, der er designet til det nordiske klima. Det skulle betyde bedre varme og bedre isolering af Ami.

Sidespejlene er nærmest som taget fra en gammel veteranbil. Foto: Citroën

Men allerede nu har Citroën Danmark oplevet meget stor interesse for Ami. Havde de haft mulighed for at levere den, så ville man kunne have solgt omkring 500 stk., er vurderingen. Også i landet med verdens største elfeber, Norge, har der været stor interesse for Citroën Ami.

Importøren vurderer, at køretøjet vil være interessant som alternativ til hjemmeplejens elcykler. Desuden ventes Ami at tiltale butiksdrivende, der har brug for at bringe varer rundt i nærmiljøet i et køretøj, der vækker opsigt.

Vi kunne også nævne, at den ville kunne være oplagt at have holdende ved sommerhuset, hvis man har lidt langt til stranden.

Ami kræver almindeligt kørekort i Danmark, men i Frankrig kan unge ned til 14 år køre i den elektriske minibil.

Navnet Ami er i øvrigt ikke ukendt i Citroën-kredse.

Den oprindelige Citroën Ami byggede på 2CV-modellen og blev produceret fra 1961 til 1978.

Ordet Ami betyder ”ven” på fransk, så det er en evigt god modelbetegnelse, men spørgsmålet er, hvor mange venner bilen får i Danmark.

Hør meget mere om biler i Jyllands-Postens bilpodcast ”Bilradio”. Den udkommer hver fredag kl. 14.30.

Hov, det her indhold benytter cookies

På denne plads ville vi rigtig gerne have vist dig indholdet, men det kan vi desværre ikke, da du har fravalgt cookies. Vil du se indholdet skal du acceptere Marketing og Statistik, det gør du her: opdater dit samtykke.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen