Dacia Jogger bliver Danmarks billigste syvpersoners bil

Dacia Jogger er navnet på en ny og rummelig model, der fås til under 200.000 kr.

Artiklens øverste billede
Dacia har kun vist billeder af topudgaven kaldet Extreme, men det er også den version, som importøren forventer sig mest af. Foto: Dacia

Er det en stationcar? Er det en MPV? Spørgsmålet svæver lidt rundt i den rummelige kabine i den nye Dacia Jogger, der nu melder sig klar til at servicere børnerige familiebiler, der ikke lige er klar på at erlægge de 300.000 kr., som normalt er indgangsbilletten til en storfamiliebil fra ny.

Den nye bil, der fås med både fem og syv sæder, er nu blevet prissat, og den koster fra 180.000 kr., mens der skal erlægges 5.000 kr. ekstra for tredje sæderække.

Denne pris er dog for en skrabet version uden bl.a. aircondition. Derfor vil næste udstyrstrin, der koster 15.000 kr., givetvis være den mest nyttige, og her får man bl.a. også en stor betjeningsskærm med i prisen.

Dermed er den landets billigste syvpersoners bil med en stor margin og kan bestilles nu, men først ses og prøves til februar. Til sammenligning koster en Toyota Proace City Verso, som er baseret på de udsolgte Citroën Berlingo og Peugeot Rifter, fra 287.000 kr. også med syv sæder.

Den nye Dacia erstatter den bedagede Lodgy, der faktisk var første Dacia herhjemme, da mærket holdt sit indtog i 2013, men ligeledes Logan MCV.

Mærkets designere og ingeniørerne har været rundt på hele lagret for bildele og gjort akselafstanden så lang, at der skulle være god plads til syv personer om bord.

Der bliver angiveligt plads til syv voksne. Foto: Dacia

Selve platformen tager udgangspunkt i den, vi kender fra bl.a. Renault Captur.

De to bagerste sæder er individuelle og kan foldes ned i gulvet eller tages helt ud. Gør man det, har man plads til 708 liter bagage. Folder man også anden sæderække ned, er der et rum til voldsomme 1.819 liter bagage.

Kun en motor

Motorprogrammet består af en enkelt mulighed, nemlig en lille trecylindret benzinmotor med 110 hk, og så må den trække en lille campingvogn på 1.200 kg. Og om et år bliver den suppleret af Dacias første hybrid, dog uden mulighed for opladning, med 140 hk.

Der kommer også en topmodel kaldet Extreme, der får plastpaneler, så den kan minde lidt om en firehjulstrækker, og får bl.a. 16 tommer alufælge, automatisk klimaanlæg, bakkamera og håndfrit nøglekort. Her er prisen 209.990 kr. Altså igen et logisk skridt på 15.000 kr. Og igen her – ønskes der syv sæder, så er det plus 5.000 kr.

Den kendte Lodgy fås endda stadigvæk som lagerbil i Danmark fra 170.000 kr.

Til sammenligning koster en Toyota Proace City Verso, som er baseret på de udsolgte Citroën Berlingo og Peugeot Rifter, fra 287.000 kr. også med syv sæder.

Et af de store spørgsmål bliver sikkerheden. Her fik Dacia Sandero kun to stjerner, og senest var der kun en stjerne til Dacias lille elbil, Spring.

Der kører omkring 17.000 Dacia-modeller rundt herhjemme, og Lodgy er den fjerdemest udbredte efter Sandero, Logan MCV og som nr. 1 Dacia Duster.

Hør meget mere om biler i Jyllands-Postens bilpodcast ”Bilradio”. Den udkommer hver fredag kl. 14.30.

Hov, det her indhold benytter cookies

På denne plads ville vi rigtig gerne have vist dig indholdet, men det kan vi desværre ikke, da du har fravalgt cookies. Vil du se indholdet skal du acceptere Marketing og Statistik, det gør du her: opdater dit samtykke.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen