Se rekordforsøget: Hyperbil smadrer fartrekorden med langt over 500 km/t
En amerikansk hyperbil er nu indehaver af rekorden som verdens hurtigste bil.
En ny bil har indtaget tronen som verdens hurtigste serieproducerede bil. Den nye fartkonge hedder SSC Tuatara.
Med racerkøreren Oliver Webb bag rattet blev rekorden sat på en lukket vejstrækning udenfor Las Vegas. Her fik Oliver Webb presset bilen op på 508,73 km/t. Dermed kørte bilen klart hurtigere end den specialdesignede Bugatti Chiron, der i 2019 satte sig på rekorden ved at ramme en topfart på 490 km/t på en testbane i Tyskland.
Rent faktisk præsterede Tuatara en topfart på hele 532,93 km/t, men en gyldig rekord beregnes ud fra gennemsnittet frem og tilbage over den samme strækning og her opnåede den amerikanske bil altså 508,73 km/t.
Manden bag rattet mener, at rekordbilen kan køre endnu hurtigere.
»Der var helt sikkert mere at hente. Under bedre forhold ved jeg, at vi kunne have kørt hurtigere,« siger Oliver Webb.
Rekordforsøget er blevet foreviget via en video, hvor man kan se, hvor stærkt det går, når Oliver Webb presser pedalen i bunden på Tuataraen.
Den voldsomme hastighed opnår hyperbilen Tuatara ved hjælp af en 5,9-liters, twinturbo-V8-motor, der yder 1.750 hestekræfter, når den bliver fodret med brændstoffet E85 (en blanding af ethanol og benzin). Med oktan 91 vil motoren ifølge SCC selv kunne yde 1350 hestekræfter.
SSC North America, der tidligere var kendt under navnet Shelby Super Cars, er en amerikansk bilproducent, der bygger superbiler. Tidligere har man bygget bilen Ultimate Aero, der fra 2007 til 2010 havde rekorden som verdens hurtigste bil med en topfart på 439 km/t.
Indtil videre er det planen, at der skal bygges 100 Tuatara, som kunder kan købe. Prisen er ifølge Bloomberg 1,9 millioner dollar (knap 12 millioner kroner), og de første 12 biler, som bliver produceret i 2021, er allerede blevet solgt.