Nu kan du få dig en klassisk, men strømdrevet Rolls-Royce
Engelsk firma klar med ombygning af klassiske Rolls-Royce-modeller til eldrift. Priserne ligger i den høje ende af millionskalaen.
Nogle vil nok kalde det helligbrøde. Men ikke desto mindre er det engelske firma Lunaz nu klar med en pakkeløsning, som omfatter ombygning af en klassisk Rolls-Royce-model til eldrift.
Det første projekt omfatter en Phantom V fra 1961, men firmaet kan også klare de klassiske Silver Cloud-modeller fra 1960’erne og 1970’erne – både som sedan, todørs coupé og cabrioleten Drophead Coupé.
Her udskiftes de klassiske V8-motorer, som der er i de fleste af Phantom- og Silver Cloud-modellerne med undtagelse af sekscylindrede rækkemotorer i få Silver Cloud’er, med en drivline, som omfatter et batteri på 80 kWh i Silver Cloud og hele 120 kWh i Phantom. Det skulle medføre rækkevidder for begge på over 383 km på en opladning, lover Lunaz, der i helt klassisk Rolls-Royce-stil fra fortiden ikke opgiver effekten, der dengang blev oplyst som ”tilstrækkelig”.
Ombygningen, der starter fra 350.000 pund (2.891.000 kr.) for en Silver Cloud plus afgifter samt donorbilen og fra 500.000 pund (4.313.000 kr.) for en Phantom, er dog lang mere omfattende. Hele bilen renoveres nemlig, så den fremstår som ny. Men med respekt for håndværket i det oprindelige interiør. Det betyder, at der kommer ny elektronik i instrumenteringen og ny læderkabine samt træværk, og modeller, der har monteret en bakelittelefon ved bagsædet, får sågar denne opgraderet med ny aflytningssikker og krypteret mobilelektronik.
Anledning til diskussion
Lunaz, der har til huse i midtengelske Silverstone, har også ombygget klassiske Jaguar XK120 og Bentley S2 Flying Spur til eldrift. Her er foreløbig afsat plads til 30 ombygninger af Rolls-Royce. Vi har tidligere beskrevet ombygning af de klassiske Jaguar E-Type og Aston Martin DB6 Volante fra 1970 til elbiler. Det er noget, som giver anledning til diskussion i klassikerkredse, hvor nogle mener, at ombygningen fjerner bilernes sjæl, mens andre vurderer, at det er en måde, hvorpå man kan holde den firehjulede kulturarv rullende på vejene og i folks bevidsthed.
David Lorenz, som er grundlægger af Lunaz, der arbejder tæt sammen med Rolls-Royce-fabrikken, mener dog, at netop en elektrisk fremfærd med en kraftig elmotor passer perfekt til kørestilen for de oprindeligt chaufførkørte modeller, hvor de store motorer leverer en glidende og harmonisk kørsel med masser af kræfter til rådighed.
»Ingen bil i verden matcher en Phantom, når vi taler om tilstedeværelse, stil og karakter. Gennem elektrificering viderefører vi eftermælet for ”Den bedste bil i verden”, så det at eje en Rolls-Royce også bliver et relevant valg for en ny generation,« lyder det fra David Lorenz.
Gennemført renovering
Den Phantom, der i første omgang vises, er renoveret ned til metallet, som er tjekket med 3D-teknologi og lakeret i den originale totonede farve med Midland Grey i toppen og Cinereous Grey på den nedre del. Indendørs er kabinen renoveret med nye lædersæder med sidepipings, træværk og alpakauld, der er mere sjældent end kashmir og blødere end lambswool.
Samtidig er der nu flerzonet klimaanlæg, personlige skærme og et drinkskøleskab, som designes efter kundens ønsker. Det vides ikke, hvornår den første kundebil vil være på gaden.
Lyt også til Jyllands-Postens bil-podcast ”Bilradio”.