Fortsæt til indhold
Biler

Din elbil får sin helt egen lyd

Lyddesignere hos bl.a. VW, BMW, Volvo og Jaguar arbejder med at skabe den helt unikke ”sound” for netop deres elbiler.

Elbiler handler om meget mere end rækkevidder og ladetider. Mange får også deres helt egen lyd, som skal matche mærket.

Nye EU-krav betyder, at elbilerne skal have en akustisk advarsel, som virker op til 20 km/t. og kan advare de bløde trafikanter. Ud over lydniveauet er der ingen krav til udformningen af selve signalet, og det har fået bilproducenterne til at alliere sig med kreative lydsnedkere, som skal skabe en helt unik advarselslyd for netop det pågældende mærke eller den specifikke model.

Det engelske blad Autocar har talt med flere biltopfolk, der perspektiverer udviklingen.

F.eks. er der klare krav til lyden af den nye ID.3 fra VW. Her har komponisten Leslie Mándoki skabt en lyd, som skal gå igen hos VW’s kommende elektriske biler, og som vi på redaktionen har lagt øre til på VW’s presse-site, hvor oplevelsen minder om en slags elektrisk skinnebus.

Volvo går efter en mere naturligt brummende elbil-lyd. Det gælder bl.a. i den nye elektriske version af XC40, der er på vej. Foto: Volvo

Klaus Bischoff, som er designchef hos Volkswagen, uddyber:

»Alle skal med det samme tænke: ”Wauvv, det her er en elbil”, og derefter sige: ”Yes! Det er en Volkswagen”,« forklarer han til magasinet.

Taler til følelserne

Hos BMW, som har en anden tilgang, er den store Hollywood-komponist Hans Zimmer hyret.

»Vi vil skabe noget uventet. Det tekniske er ikke vores tilgang, men derimod at pege på nye muligheder,« lyder det fra Hans Zimmer i samme forbindelse.

Renzo Vitale, som er komponist og group sound designer hos BMW, uddyber:

»Lyden er meget musikalsk og aktiveres af føreren, som er en performer, der udtrykker sig selv,« siger Renzo Vitale, der pointerer, at lyden til den nye elektriske Mini SE er lidt anderledes. Den har en mere menneskelig tilgang og beskrives som ”venlig” med et strejf af gokart.

BMW’s nye elektriske modeller, som den kommende i4, får en lyd, der skal tale til følelserne frem for ren teknik. Foto: BMW

Det kan dog være svært at indkredse lydsignaturen. Således havde folkene bag Jaguar i-Pace oprindeligt tanker om, at bilen skulle lyde lidt som et rumskib. Men den blev droppet, da det viste sig, at fodgængerne kiggede op mod himlen frem for mod vejen, når elbilen nærmede sig.

Naturligt lydtapet

Hos Volvo har Fredrik Hagman, der er interaktiv lyddesigner, satset på en lyd, som er mere neutral. Her er skabt en lyd, der er udviklet på baggrund af havbølger, og som nærmest brummer.

»Vi vil skabe opmærksomhed, uden at folk kigger. Målet har ikke været at skabe en ”head turner”,« siger Fredrik Hagman, som peger på, at det måske skal være signaturlyden for Volvo de næste 30 år.

»Det stod klart for os, at bare fordi der ikke er en forbrændingsmotor, så betyder det ikke, at en elbil er lydløs. Der er stadig masser af støj som f.eks. dækkene på vejen. Så vores udgangspunkt har været at beholde den naturlige støj og forbedre den frem for at skabe en ny lyd,« siger han.

Lyden skal dog i alle tilfælde forene flere ting. Den skal være så markant, at du ikke overhører den, men på den samme tid ikke virke kunstig. Det er dog den største udfordring for lyddesignerne, pointerer den svenske lyd-boss.

Lyt også til Jyllands-Postens bil-podcast ”Bilradio”.