Mercedes-koncept med inspiration fra Hollywood
Den insektlignende konceptbil, Mercedes Vision AVTR, er skabt sammen med folkene bag filmsuccesen “Avatar“.
Det er ikke hver dag, at en Hollywood-instruktør er til stede ved præsentationen af en konceptbil. Men det var tilfældet, da instruktøren James Cameron, som bl.a. er kendt for den historiske ”Titanic” samt science fiction-filmene ”Terminator”-serien og ”Avatar”, stod side om side med Mercedes-bossen, Ola Källenius. Det skete på den store CES-elektronikmesse i Las Vegas, som har udviklet sig til et af de steder, hvor bilproducenterne viser nogle af de mest højteknologiske nyheder eller koncepter.
Det gælder i høj grad Vision AVTR, som er inspireret af universet i Pandoras verden fra “Avatar“-filmen, hvor hovedpersonerne lever i pagt med naturen. Her har folkene bag filmen haft en stor finger med i udviklingen.
Batterier er bæredygtige
Designet er skabt som en spændt bue med enorme ”boblehjul”, mens interiøret er skabt af genbrugsmaterialer eller på baggrund af bæredygtige råmaterialer.
Således er ”Dinamika”-mikrofiberstoffet i sæderne skabt af genbrugsmaterialer, mens ”træet” kommer fra hurtiggroende lianer kaldet Karuun, der håndplukkes i den indonesiske regnskov.
Vision AVTR er selvfølgelig elektrisk. Her er batterierne skabt af bæredygtige materialer, som er uden sjældne metaller og mineraler, og som kan genbruges. Det skal vise vejen for fremtidens elbiler, lyder det fra Mercedes.
Roterende hjul
Bilen er skabt med hjul, der kan rotere, så den kan bevæge sig sidelæns som en krabbe. Det insektagtige præg videreføres med 33 ”flapper” på bagenden, der kan bruges til at kommunikere med omverdenen og få bilen til at virke levende.
Føreren kontrollerer hele herligheden med et joystick fra sit sæde, hvor omverdenen kan betragtes gennem de store vinduer eller skærme med 3D-grafik. Det er bestemt et farverigt indslag, som Mercedes har lanceret, og selv om det læner sig op ad underholdningsindustrien, er der gode takter, som man ikke skal afskrive.
Lyt også til Jyllands-Postens bil-podcast ”Bilradio”.