Fortsæt til indhold
Biler

Sony viser elbil, der næppe kommer i produktion

På den netop åbnede elektronikmesse i Las Vegas har japanske Sony vist en elbil, der til forveksling minder om Porsche Taycan.

Bilerne har for længst for alvor indtaget den enorme CES-elektronikmesse, som er åbnet i Las Vegas. Alligevel var overraskelsen stor, da japanske Sony kørte en nyudviklet elbil frem på scenen.

Sammen med bl.a. en ny PlayStation 5 var konceptet Vision S nyhederne, der tog overskrifterne.

Den lange, lave elbil, som i sit design minder om både Tesla S og Porsche Taycan, bliver dog primært præsenteret for at vise, at Sony er en alsidig virksomhed, der bygger alle mulige teknologiske anordninger, hvoraf mange kan finde anvendelse i en moderne bil.

Sonys koncept af en elbil, kaldet Vision S, ser nærmest færdig ud, men ikke meget tyder på, at japanerne har tænkt sig at sætte den i produktion. Foto: Sony

Normalt ville man da også spørge ind til batteristørrelse, ladeevne og rækkevidde, men disse detaljer melder historien ikke ret meget om. Dog oplyser Sony, at modellen har to elmotorer på hver 268 hk, der muliggør en acceleration fra 0-100 km/t. på 4,8 sek.

Teknik fra underleverandører

Selve teknikken, som vognen er bygget på, er lavet af bl.a. Magna Steyr, som er en stor leverandør i bilindustrien. Ifølge japanerne passer platformen også til en SUV, så hvem ved, om koncernen engang i fremtiden vil kaste sig over bilproduktion. Magna har i hvert fald erfaring med at bygge biler som bl.a. Toyota Supra, BMW Z4 og Mercedes G-Klasse.

Indtil videre lyder meldingen fra Sony blot, at man »med prototypen vil lave et bidrag til fremtidens mobilitet«.

Sony oplyser, at bilen har et interiør med skærme, der strækker sig i fuld bredde, ligesom det er tilfældet med den kinesiske Byton-elbil. De tre berøringsfølsomme skærme er flankeret af digitale sidespejle med små skærme i hver side af cockpittet, hvor man kan følge med i, hvad der sker bag bilen.

Interiøret er højdepunktet, og Sony har installeret i alt tre skærme, der fylder i hele bilens bredde. Sidespejlene er digitale præcis som på Audi e-Tron og den nye Honda e. Foto: Sony

Der skulle også være hele 33 sensorer, som bl.a. genkender mennesker i bilen. Interiøret bliver dermed fuldt personaliseret – og hvis en sovende passager opdages, vil lysene i dette område automatisk dæmpes, og klimastyringen indstiller en passende temperatur. Når det gælder føreren, er denne under konstant overvågning, så man netop ikke falder i søvn.

Avanceret lydanlæg

Samtidig viser Sony også et avanceret lydanlæg, kaldet ”360 Reality Audio”, der skulle give en dyb og opslugende lydoplevelse takket være højttalere indbygget i hvert sæde.

Konceptbilen er også proppet med udstyr fra bl.a. BlackBerry og Bosch, der har bidraget på de punkter, hvor Sonys ekspertise ikke har været tilstrækkelig.

Der er fire sæder i kabinen, der også byder på et stort glastag.

Elbilen er 4,9 meter lang og dermed en anelse kortere end Tesla Model S.

Elbilen er lavet i samarbejde med flere prominente underleverandører i bilindustrien. Platformen er lavet af Magna Steyr, der har erfaring med at fremstille biler for bl.a. BMW og Toyota. Foto: Sony

På trods af at alt tyder på, at Vision S ikke kommer i produktion, skal man ikke undervurdere projektet betydning. Teknologien med elbiler sænker nemlig de traditionelt meget højere adgangsbarrierer til at bygge biler, da man slipper for bl.a. motor- og transmissionsudvikling, noget, som er voldsomt dyrt ikke mindst i lyset af nye og markant skrappere regler om bl.a. CO2-udledning. Og konceptet viser, at vi ganske givet vil se flere spillere på markedet for elbiler fremover, og så må vi se, om det bliver Sony eller nogle helt andre.

I sidste ende kan det være, at vognen nok må nøjes med at dukke op i det kendte Gran Turismo-spil til PlayStation.

Lyt også til Jyllands-Postens bil-podcast ”Bilradio”.

Artiklens emner
Sony