Fortsæt til indhold
Biler

Samlet bilsalg holder kursen

Efter store udsving og et afdæmpet forår ligger bilsalget i første halvdel af året stabilt. Nissan Qashqai er den mest solgte bil i halvåret, mens Tesla Model 3 for alvor rykkede i juni måned.

Store bølgeskvulp, men i sidste ende et stabilt salg. Sådan kan udviklingen over antallet af nyindregistrerede personbiler i årets seks første måneder beskrives. Her blev der sammenlagt solgt omkring 122.000 biler, hvilket er en stigning på cirka 1 pct. i forhold til samme periode i fjor.

Salget bar præg af den store aktivitet frem til, at den bebudede afgiftsstigning i foråret blev aflyst. Derfor var salget stort i årets første måneder og har været mere afdæmpet resten af tiden, inklusive juni.

Citroën C3 er godt med i feltet takket være kampagner, og den franske minibil blev periodens andenmest solgte bil lige foran snuden på fætteren Peugeot 208. Foto: Christian Schacht

Gunni Mikkelsen, som er direktør hos De Danske Bilimportører, sætter tingene i perspektiv.

»På grund af forventninger om stigende priser i april i forbindelse med de planlagte og senere udskudte regler for måling af bilerne brændstofforbrug, WLTP, valgte flere bilkøbere at foretage deres bilkøb i årets første kvartal. Bilsalget har dermed været præget af en del udsving i årets første seks måneder. Det er et godt eksempel på, at bilsalget er meget følsomt over for ændringer i priserne og politiske uroligheder,« siger Gunni Mikkelsen.

Han forventer dog, at salget vil have pænt med fart på i slutningen af året, fordi der vil være fokus på at få udskiftet mange af bilerne til en ny og grønnere vognpark.

Qashqai i front

Første halvårs absolutte bestseller er den høje Nissan Qashqai, som er afsat i 4.121 eksemplarer. Den er fulgt af Citroën C3, som har solgt 3.872 biler, og lander et mulehår foran den evigt populære Peugeot 208, der ender på tredjepladsen med 3.537 biler. Det er dog ingen hemmelighed, at Interdan, som i mange år har importeret Peugeot, har gjort det til et kendetegn at køre konstante udstyrs- og priskampagner. Den strategi blev videreført, da importøren for nogle år siden overtog importen af Citroën, og den har tilsyneladende givet pote for visse modeller. Opel, som kom med under Interdans vinger i 2018, har også haft en række slagnummer-kampagner det seneste års tid, bl.a. på Astra, men ikke med helt samme effekt.

Den evige topscorer Peugeot 208 ligger stadig højt som nummer tre, selv om en ny model er lige om hjørnet. Foto: Peugeot

Det mest populære bilmærke i første halvår er dog VW, som med 16.800 biler ligger massivt foran Peugeots 10.100 biler. VW har dog også hele paletten med og er typisk højt placeret med såvel Polo som Golf, mens Up, Touran, Tiguan, T-Roc og Passat også sælger godt, og lur os, om den nye T-Cross ikke også dukker op, når først fabrikken igen kan levere. I juni er det Renault Clio, Nissan Qashqai og VW Polo, som besætter de tre første pladser.

Tesla Model 3 rykker

Som noget usædvanligt er der også en elbil med her. Den elektriske Tesla Model 3 lander med et salg på 434 eksemplarer nemlig helt oppe på en fjerdeplads. Med et samlet salg på omkring en snes tusinde biler i juni, hvor Clio som nummer 1 afsatte 749 stk., er det som nævnt dog også en af de mere gennemsnitlige måneder med pil nedad. Her slår det tydeligere igennem, når der kommer store leverancer af bestemte modeller som f.eks. Tesla Model 3. Der er dog ingen tvivl om, at den længe ventede elbil har fået godt fat.