Alfa vil konkurrere med BMW X2 & Co.
Det høje Tonale Concept skal give Alfa Romeo ny medvind i klassen for de mellemstore crossovere.
Hæderkronede italienske Alfa Romeo vil nu også endelig lege med i den høje klasse af mellemstore biler. Det sker med en model, som er skåret over samme stilrene læst som den større Stelvio og sedan-modellen Giulia, der begge har høstet roser, og den nye bil skal konkurrere i samme klasse som bl.a. BMW X2.
Den helt nye model, som vises ved motorshowet i Genève, er foreløbig døbt Tonale og kaldes en konceptbil. Men bilen ser så færdig ud, at det formentlig kun er detaljer, som skal rettes til, før bilen kommer på markedet. Alfa Romeo har dog ikke løftet sløret for, hvornår det sker.
Konceptbilen vises som en plug-in hybrid, hvor en benzinmotor spiller sammen med en elmotor, som kan lades op i stikkontakten. Den viser, at Alfa er med på beatet her, men modellen kommer helt sikkert i flere varianter, hvor koncernens nye Firefly-benzinmotorer vil være at finde.
Flere muligheder
Her spiller Alfa Romeo også mærkets sportslige kort. Den såkaldte DNA-funktion fungerer nemlig sammen med elmotoren fra hybrid-systemet, som ifølge producenten giver nye muligheder for sportslig kørsel.
Med Dynamic-indstillingen får man mere udbytte af forbrændingsmotoren, som får et boost fra den elektriske motor, der sidder over baghjulene. Samtidig kan man over infotainmentsystemets touchscreen indstille speeder, bremser og respons fra rattet ved brug af E-mozione-knappen. I Natural-indstillingen fortsætter bilen med at optimere performance og administrerer automatisk samspillet mellem den elektriske motor og forbrændingsmotoren.
Alfa Romeo oplyser ikke noget om rækkevidden, som hos mange af konkurrenterne ligger omkring 50 km.
På designfronten er der lagt op til linjer, der er glatte som et stykke håndsæbe inde og ude, men som også byder på hint til fortiden. Det gælder fælgene i klassisk ”telefonhjuls-design” som her er på hele 21 tommer, og som sås første gang i den ikoniske 33 Stradale-model fra 1960’erne.
Ifølge Alfa Romeo har designet også hentet inspiration fra andre klassikere som Duetto, Disco Volante og GT Junior.
Personlige apps
Inden døre byder Tonale på en digital instrumentering med et instrumenthus på 12,3 tommer og en central skærm på 10,25 tommer. På flere internationale markeder vil infotainmentsystemer også være koblet op på de to funktioner ”Alfista” and ”Paddock”, som giver adgang til universer for superfans og ejere, som kører trackdays. De kan give adgang til træf og andre fælles oplevelser eller bane- og performance-opgraderinger og informationer. Det er dog uklart, om disse funktioner bliver muligheder i Danmark.
Det er en kabine, hvor Alfa Romeo lover oplevelser med baggrundsbelyste paneler og håndlavede detaljer med eksklusive materialer som aluminium, læder og alcantara.
Navnet på konceptbilen er for øvrigt opkaldt efter Tonale-passet, som ikke ligger langt fra Stelvio-passet i Alperne. Det er er kendt for storslåede højder, frodige vandfald og sne året rundt. Med de kvaliteter taler meget for, at det godt kunne blive det blivende navn for den nye Alfa-model.